Foto: Colourbox

Verdensrekord i dataoverførsel på danske hænder igen

mandag 28 jul 14

Kontakt

Leif Katsuo Oxenløwe
Professor, Gruppeleder
DTU Fotonik
45 25 37 84

Kontakt

Hao Hu
Forsker
DTU Fotonik
45 25 37 83

Få styr på bit

1 kilobit = 1.000 bit

1 megabit = 1.000 kilobit

1 gigabit = 1.000 megabit

1 terabit = 1.000 gigabit

1 petabit = 1.000 terabit

Forskergruppe på DTU Fotonik har generobret verdensrekorden i dataoverførsel.

Verdensmestrene i datatransmission finder du i Lyngby, hvor High-Speed Optical Communications-gruppen (HSOC) ved DTU Fotonik netop har sikret sig endnu en verdensrekord. Denne gang har gruppen slået en rekord, som blev sat af Karlsruhe Institut für Technologie, ved at vise, at det er muligt at overføre 43 terabit i sekundet med kun en enkelt laser i senderen. Det er pænt over tyskernes tidligere rekord på 26 terabit i sekundet.

Den verdensomspændende konkurrence i datahastighed er med til at udvikle teknologien, som skal imødekomme den enorme vækst af datatrafik på internettet. Det anslås, at internettrafikken årligt øges med 40-50 procent. Dertil kommer, at internettet som helhed i dag står for et samlet energiforbrug, der svarer til en CO2-udledning på mere end to procent af den globale menneskeskabte CO2-udledning – altså på niveau med transportindustrien (fly, skibe etc.). Men disse andre industrier vokser ikke med 40 procent om året. Derfor er det bydende nødvendigt at finde løsninger til internettet, hvor energiforbruget reduceres kraftigt, samtidig med at båndbredden øges. Det er dette DTU-gruppen har demonstreret med denne seneste rekord. DTU-forskerne har tidligere været med til at demonstrere verdens højeste samlede datatransmission på 1 petabit i sekundet, men i det tilfælde blev der brugt hundredevis af lasere.

DTU-forskernes rekord er blandt andet kommet i hus ved, at forskergruppen brugte en ny type optisk fiber, som de lånte af den japanske telegigant NTT. Fiberen indeholder syv kerner (glastråde) i stedet for kun én kerne, som er i standard-fibrene. Derved er det muligt at flytte endnu mere data. Trods de syv kerner, fylder denne nye fiber ikke mere end standard-fiberen.
Forskernes rekord-resultat er blevet verificeret og præsenteret som et såkaldt ’post deadline paper’ ved den internationale konference CLEO 2014.

High-Speed Optical Communications-gruppen ved DTU Fotonik har gentagne gange haft verdensrekorden i datatransmission og var i 2009 de første på verdensplan til at bryde ’terabit-muren’, som dengang var den næsten uopnåelige udfordring med at overføre 1 terabit i sekundet – igen baseret på en enkelt laser. Dette er nu vokset til 43 Tbit/s

Læs på DTU Fotoniks website, hvordan forskerne satte verdensrekorden

Milepæle i DTU’s højhastigheds-forskning

Marts 2009

Terabitmuren bliver brudt af High-Speed Optical Communications-gruppen (HSOC) ved DTU Fotonik, da gruppen opnår at sende en terabit i sekundet gennem en optisk fiber.

 

Oktober 2009

DTU Fotonik-forskerne sætter verdensrekord ved at overføre 5,1 terabit i sekundet.

 

2011

DTU Fotonik sætter ny rekord ved at overføre 9,5 terabit i sekundet.

 

2014

DTU Fotonik slår igen verdensrekorden og overfører 43 terabit i sekundet.

Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.