Velbesøgt indvielse af supercomputeren

mandag 01 dec 14

Kontakt

Søren Brunak
Professor
DTU Bioinformatik
45 25 26 40

Kontakt

Peter Løngreen
Centerchef for High-Performance Computing
Afdelingen for IT Service
Fredag d. 28. november var der fulde huse, da DTU lagde hus til indvielsen af den nye supercomputer. Computeren står fysisk på DTU Risø campus og skal med sine 7,5 petabyte datakapacitet rumme de enorme mængder data, som hver dag genereres i sundhedssektoren. Målet er i sidste ende at kunne lave forskning, der giver bedre behandlingsmuligheder for den enkelte patient.

Det er DTU, KU og DeIC som i fællesskab har anskaffet den nye supercomputer. Computeren, der er blandt de 150 største supercomputere i verden, regner man med vil få omkring 500 brugere fra ind- og udland og den har kostet 40 mio. kr.

Brugerne vil være en bred skare af forskere og faggrupper, som skal benytte supercomputerens store kræfter. Bl.a. bioinformatikkere, genetikere, genomforskere, proteomicforskere og epidemiologi m.fl. Supercomputeren skal blandt andet bruges til at forske i personaliseret medicin.

Sundhedsminister Nick Hækkerup mener, at supercomputeren vil styrke Danmarks position inden for forskning på sundhedsområdet, og udtalte i fredags efter sin åbningstale:

”Jeg tror, at det her er enormt løfterigt. Det at kunne forbinde den akademiske verden, DTU, med medico-industrien, store virksomheder og med vores hospitalssektor kan virkelig åbne nogle interessante perspektiver. Både for forskningen, men også for den behandling, som finder sted ude på hospitalerne og i den produktion som finder sted i industrien. Så, hvis man kan få brudt de barrierer ned, som der er, hvis man kan få sat sig sammen, hvis man kan samarbejde - så er der store perspektiver for at skabe både vækst og arbejdspladser i Danmark.”

Supercomputeren bliver desuden koblet op på det europæiske samarbejde ELIXIR, der udveksler bl.a. gendata.

Relaterede Videoer  

Vis flere