Rektor Anders Bjarklev (tv.) og institutdirektør for DTU Kemi, Erling Stenby, tog det første spadestik. Foto: Stamers Kontor

Byggeri af nye kemilaboratorier starter

Fysik

Opførelsen af den nye bygning 211 på DTU Lyngby Campus er sat i gang. Bygningen skal indeholde moderne laboratoriefaciliteter til DTU Kemi.

Onsdag den 14. januar fejrede DTU det første spadestik til den nye laboratoriebygning 211. Bygningen skal rejse sig på DTU Lyngby Campus for enden af bygning 206 og 207 og bygges sammen med disse, så alle tre bygninger bliver forbundet. Her skal et samlet DTU Kemi bo fra 2015.

Bygning 211 bliver hovedindgangen til instituttet med et transparent indgangsparti mellem bygning 206 og 207. Fra denne indgang vil man træde ind et foyer-område med cafemiljø, hvor studerende kan slå sig ned og tage en pause eller løse opgaver. Ud hovedindgangen og ankomstfoyer til DTU Kemi bliver bygning 211 ellers indrettet alene med laboratorier til undervisning og forskning i kemi, og det vil betyde et gevaldigt løft for instituttets faciliteter. 

"Det kræver selvfølgelig dygtige folk at være et internationalt førende teknisk universitet. Men det kræver også de rigtige rammer og ’state-of-the-art’-udstyr."
Rektor Anders Bjarklev

Visualisering: Rørbæk og Møller Arkitekter

Visualisering: Rørbæk og Møller Arkitekter 

En attraktiv og inspirerende campus

Rektor Anders Bjarklev benyttede sin tale ved første spadestik til at understrege, at gode rammer samt topmoderne udstyr og faciliteter er en forudsætning for at fastholde DTU’s position som eliteuniversitet:

”Det kræver selvfølgelig dygtige folk at være et internationalt førende teknisk universitet. Men det kræver også de rigtige rammer og ’state-of-the-art’-udstyr. Det er vigtigt for os, at vi har en attraktiv campus, hvor det er inspirerende at forske, studere og arbejde,” lød ordene fra rektor, som uddybede, at DTU i løbet af 2014 vil begynde byggeprojekter, som omfatter i alt 55.000 m2 og renoveringsprojekter, som omfatter 28.000 m2.

Bygning 211 omfatter i alt 3.200 m2 og vil stå færdig i 2015.