DTU styrker bioteknologisk forskning. Foto: Vibeke Hempler/DTU

DTU styrker bioteknologisk forskning

Bioteknologi og biokemi
Med et Novo Nordisk Foundation Laureate Research Grant på 40 millioner kr., skal en af verdens førende forskere inden for stofskiftet, stå i spidsen for en forskergruppe på DTU Biosustain. Målet er at fremme kendskabet til kræftcelleudvikling, der kan hjælpe mange mennesker på verdensplan.

Professor Lars Nielsen, der er en af verdens førende forskere inden for udvikling af værktøjer til at analysere og designe komplekse biologiske systemer, flytter sine forskningsaktiviteter fra University of Queensland i Australien til DTU Biosustain i Hørsholm. Det sker efter han har modtaget et Novo Nordisk Foundation Laureate Research Grant fra Novo Nordisk Fonden på 40 millioner kr. de næste syv år. Formålet med bevillingen er at trække nogle af verdens bedste forskere inden for biomedicin og bioteknologi til Danmark og derigennem styrke dansk forskning.

Prorektor på DTU Henrik Wegener er både glad og stolt over, at Novo Nordisk Foundation Center for Biosustainability kan trække en så kapabel person som professor Lars Nielsen til DTU. Ifølge prorektoren betyder bevillingen, at DTU får - inden for sit i forvejen ’state of the art’-biotekmiljø - en meget videnskabelig kompetent og ’well connected’ professor, som kan være med til at løfte centeret og DTU til et nyt niveau - og skabe forbindelser til lignende stærke miljøer andre steder i verden:

Endnu mere attraktiv arbejdsplads

”Ansættelsen af professor Lars Nielsen gør DTU endnu mere attraktiv som arbejdsplads for verdens førende inden for det bioteknologiske felt - og betyder, at DTU bliver en endnu mere attraktiv samarbejdspartner for førende internationale universiteter og biotek-virksomheder.”

Det primære formål med Lars Nielsens forskning bliver at generere omfattende modeller, der kan forklare den store ændring i stofskiftet i kræftceller, som også foregår i forbindelse med dyrkning af pattedyrsceller i laboratoriet.

Målet er at forsøge at forstå de molekylære og metaboliske forskelle mellem kræftceller og raske celler. Ved at fremme kendskabet til kræftcelleudviklingen vil forskningen dermed potentielt gavne mange mennesker på verdensplan.

En stærk forskningsgruppe

Til at løse opgaven vil Lars Nielsen etablere en stærk forskningsgruppe, som kan hjælpe med at udvikle en detaljeret model for, hvordan kræftceller og andre hurtigt voksende celler producerer mælkesyre. En observation, der første gang blev opdaget af den tyske biokemiker Otto Warburg i 1924.

”Udfordringen med at modellere Warburg-effekten i dyreceller - og faktisk med det meste forskning inden for systembiologi - er, at du har brug for en bred vifte af eksperter som molekylærbiologer, specialister inden for gæring, analytikere med ekspertise inden for proteomics, metabolomics og fluxomics samt statistikere, programmører og modeludviklere,” fortæller Lars Nielsen.

Stor ekspertise
”DTU Biosustain har stor ekspertise på disse områder, ligesom instituttet har stor erfaring med at foretage kvantitative analyser og modelleringer. Denne ekspertise – kombineret med bevillingen - gør mig i stand til at fokusere på forskningen i stedet for at styre og finansiere mit eget store forskningscenter.”

Professoren tiltræder sit nye job i juni 2015 og vil arbejde på Australian Institute for Bioengineering and Nanotechnology indtil DTU Biosustain flytter ind i nye faciliteter på DTU i slutningen af næste år. Teamet vil dog blive etableret i løbet af efteråret i centrets nuværende bygninger.

Læs mere:
Researcher aims to crack cell’s lactic acid enigma
DTU Biosustain
Topforskere flytter fra USA og Australien til Danmark