Foto: Martin Dam Kristensen
Foto: Martin Dam Kristensen
Foto: Martin Dam Kristensen
Foto: Martin Dam Kristensen
Foto: Martin Dam Kristensen
Foto: Martin Dam Kristensen
Foto: Martin Dam Kristensen
Foto: Martin Dam Kristensen
Foto: Martin Dam Kristensen

Festlig velkomst til Dansk Skaldyrcenter

Havforskning
Dansk Skaldyrcenter er blevet en del af DTU, og det blev fejret med en stor indvielse på centrets adresse i Nykøbing Mors.

Sommeren viste sig fra sin bedste side med solskin og en svag vind, da Dansk Skaldyrcenter åbnede dørene tirsdag den 17. juni 2014 for at fejre, at centret nu er en del af DTU. Vejret var afgørende for gennemførelsen af alle festlighederne, da de også inkluderede en sejltur ud til centrets aktiviteter på Limfjorden, hvilket kun var muligt i godt vejr.

DTU Aqua og Dansk Skaldyrcenter har samarbejdet i flere år om forskning i skaldyrsfiskeri og -opdræt, og med integrationen af centret samles en stor del af dansk ekspertise inden for skaldyr og tang på DTU.

Arrangementet blev besøgt af blandt andet DTU's rektor Anders Bjarklev og borgmester i Morsø Kommune Ejnar Berthelsen. Rektor Anders Bjarklev bød Dansk Skaldyrcenter velkommen i 'DTU-familien', som glæder sig til at udbygge de forskningsmæssige og erhvervsmæssige potentialer inden for skaldyrsområdet.

Dansk Skaldyrcenter har 15 medarbejdere og omfattende forsøgsfaciliteter til forskning i bæredygtigt skaldyrsfiskeri og -opdræt, opdræt af tang samt fjordøkologi. Desuden har centeret en del formidlingsaktiviteter, blandt andet i form af besøg af turister og undervisning.

Om Dansk Skaldyrcenter

Dansk Skaldyrcenter er et forsknings-, formidlings- og oplevelsescenter, som har til opgave at sætte fokus på bæredygtig udnyttelse af kystzonens ressourcer med særlig fokus på skaldyr i dansk og international sammenhæng.

Forskningsmæssigt arbejder Dansk Skaldyrcenter med biologi, produktion og forvaltning af skaldyr og nye marine ressourcer som tang og søstjerner. Centeret har moderne og veludstyrede forsøgsfaciliteter til opdræt af skaldyr og tang.

Som formidlings- og oplevelsescenter inviterer Dansk Skaldyrcenter publikum indenfor, og centeret har også et stort undervisningsmateriale for folkeskoler og gymnasier om fjordens og skaldyrenes biologi.

Læs mere på skaldyrcenter.dk