Foto: Torben Nielsen

Europas førende tekniske universitet på energiområdet

Energi
DTU er netop blevet ranket som nummer to i verden og nummer et blandt de europæiske universiteter inden for kategorien 'Energy Science and Engineering'.

Det er Academic Ranking of World Universities 2016 fra Shanghai Jiao University, der tildeler DTU denne meget fornemme placering.

”Vi er meget stolte over den internationale anerkendelse af vores omfattende arbejde på energiområdet. DTU har en klar ambition om at være førende inden for forskning, viden og teknologisk udvikling på energifronten. Den kinesiske ranking, der er udregnet på baggrund af bl.a. vores omfattende internationale samarbejde samt hyppige citater af DTU’s arbejde i internationale videnskabelige tidsskrifter, er med til at bekræfte denne position,” udtaler professor Jacob Østergaard, leder af PowerLabDK på DTU.

Universiteternes evne til at samarbejde med erhvervslivet indgår også i vurderingen. ”Åbningen af PowerLabDK i sidste uge er det seneste eksempel på, hvordan DTU helt konkret stiller både forskere, studerende og verdensførende faciliteter til rådighed for erhvervslivet. Mange virksomheder anvender allerede nu mulighederne for at gennemføre test i PowerLabDKs laboratorier, ligesom det for flere virksomheder er væsentligt at kunne anvende faciliteterne til at demonstrere nye energiteknologiske løsninger i brug over for potentielle udenlandske købere.

Det kan vi fra laboratoriet gøre i form af stor-skala demonstrationsprojekter med inddragelse af hele det bornholmske energisystem,” fortsætter Jacob Østergaard. Omkring 1.000 forskere på DTU er beskæftiget inden for de mange forskellige aspekter, som energiområdet omfatter.

Læs mere.