Kæmpe potentiale i service af offshore vindmøller

Landene omkring Nordsøen skal være blandt de bedste i verden inden for service og vedligehold af store vindmølleparker på havet, og det skal gøre det billigere at producere strøm i Nordsøen. Sådan lyder ambitionerne med et projekt, der startede i 2012, og som nu er ved at søsætte en række konkrete initiativer, der gør produktion af strøm i Nordsøen mere rentabelt.

Service og vedligehold udgør 25-30 procent af udgifterne i løbet af en havmølleparks levetid. Derfor er der også stort økonomisk potentiale i at effektivisere og forbedre det omfattende arbejde med at holde havvindmøllerne kørende.

Dét er baggrunden for, at forskere fra en række lande omkring Nordsøen gik sammen i projektet ECOWinds tilbage i 2012 for identificere forbedringspotentialer og komme med konkrete forslag til effektivisering inden for området.

Projektet samler seks forskellige partnere med ekspertise inden for offshore vedligeholdelse af vindmøller i de fire lande omkring Nordsøen og bidrager på den måde til at styrke regionens position inden for dette væsentlige men ofte oversete felt:

”Når sektoren taler om at sænke omkostningerne til offshore vindenergi, er det ofte med fokus på at optimere de tekniske komponenter som fundamenter, møller, vinger eller lignende. Men service er også afgørende for økonomien og dermed offshore vind-sektorens fremtid,” fortæller Kalle A. Piirainen, der er PostDoc ved DTU Management Engineering, og som er en af partnerne på projektet.

Projektgruppen, der ud over DTU tæller Offshoreenergy.dk og partnere fra tyske germanwind/WAB, Norske Ålesunds Kundskabspark og Ålesund University College samt engelske Nautilus Associates og NWES, er nu klar med en fælles handlingsplan:

”Vi har analyseret os frem til otte indsatsområder, som vi nu vil arbejde på. Her vil opgradering af kvalifikationer, øget koordinering, standardiseringer og videndeling være at finde øverst på to-do-listen,” siger Hans A. Pedersen, projektleder Offshorenergy.dk.

”Vi vil finde nye og forbedrede forretningsmodeller, teknologier og nye koncepter, der kan bidrage til, at vi når vores mål om at reducere udgifterne inden for service-området med 40 procent inden 2020. Dermed følger vi samme ambitionsniveau som resten af offshore vind-værdikæden,” tilføjer han.

Begge deltagere i projektet fortæller, at de har lært meget af at samarbejde på tværs af grænserne og glæder sig til at implementere de konkrete indsatser.