Foto Mikal Schlosser
Foto Mikal Schlosser
Foto Mikal Schlosser
Foto Mikal Schlosser
Foto Mikal Schlosser

350 studerende konkurrerede i bæredygtighed

I DTU's årlige studenterkonkurrence Grøn Dyst præsenterede studerende over 150 projekter, der kan føre til en mere bæredygtig verden. 25 dommerpaneler vurderede de mange ideer og projekter.

Fra tagsten af gamle plastikposer over modulopbyggede vindmøllevinger til et automatisk vandingssystem til ulandenes bønder. Ideerne var utallige, da DTU afholdt sin årlige Grøn Dyst-konkurrence, hvor ingeniørstuderende fra ind- og udland præsenterede ideer og projekter, der kan føre til en mere bæredygtig verden.

Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind bød velkommen og åbnede DTU’s studenterkonkurrence mellem studerende fra bl.a. USA, Kina, Singapore og en række europæiske lande som bl.a. Norge, Holland, Grækenland, Tyskland og Storbritannien. De udenlandske studerende stillede op side om side med DTU-studerende ved Grøn Dyst 2017 fredag den 23. juni.

”I kan være rollemodeller for andre unge, der står overfor at skulle træffe et valg om deres fremtidige uddannelse. Den bedste I kan gøre for at inspirere andre unge til at vælge en naturvidenskabelig uddannelse er at kommunikere jeres arbejde og jeres fascination for det,” sagde Søren Pind.

Det er sjette gang, at DTU afholder Grøn Dyst, som giver de studerende anledning til at bruge deres ingeniørstudier til at tænke i bæredygtige baner.

”Universiteter, der forsker i bæredygtige løsninger samarbejder ofte med forskere fra hele verden. Deltagelsen af studerende fra en række lande giver Grøn Dyst ekstra stor værdi. Det bringer nye perspektiver på banen, og gør Grøn Dyst til en sand international begivenhed,” siger dekan Philip John Binning.

Tilsammen præsenterede de studerende over 150 projekter, og holdene blev vurderet af 25 dommerpaneler, som de studerende skulle overbevise om, at lige præcis deres bæredygtige projekt var en præmie værd. Dommerpanelerne var sammensat af bl.a. virksomhedsledere, professorer fra ind- og udland, folketingspolitikere samt tidligere vindere af Grøn Dyst.

Efter vedtagelsen i 2015 af FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling er disse nu indarbejdet i Grøn Dyst-konkurrencen. Derfor var de mange projekter grupperet efter hvilket af de 17 mål, de var rettet mod. Projekterne var desuden delt op i bachelorprojekter, bachelorkurser, kandidatkurser og kandidatspecialer.

Meget passende var det derfor tidligere formand for FN’s generalforsamling Mogens Lykketoft, der overrakte 1., 2. og 3.-præmier i hver af de fire uddannelseskategorier. Vinderen i de fire kategorier fik 30.000 kr., nummer to 20.000 kr. og nummer 10.000 kr.

Se vinderne her.

Dagen rummede ikke kun hårdt arbejde med pitches og uddeling af points. Efter præmieoverrækkelsen sidst på dagen var der under truende, regntunge skyer barbeque og koncert med den danske singer/songwriter Soleima.