DTU deltager på Science in the City

Mød DTU på Science in the City

Besøg DTU i House of Future Technologies, når den største videnskabsbegivenhed nogensinde i Danmark finder sted i Carlsberg Byen d. 21.-26. juni. På Science in the City festivalen kan du bl.a. få et kig på nogle af fremtidens teknologiske løsninger, smage DTU’s klimavenlige øl og få 3D scannet dit hoved. Festivalen er gratis og åben for alle.

Danmark har i år vundet værtsskabet for konferencen, EuroScience Open Forum (ESOF), som består af både en videnskabelig konference og en videnskabsfestival der er åben for alle og skal skabe nysgerrighed og interesse for naturvidenskaben og den tekniske videnskab. 

Science in the City 

Forventningen er, at ikke mindre end 30.000 nysgerrige sjæle, ung som gammel, vil nå at lægge vejen forbi det hippe Carlsberg-område under festivalen, der fra lørdag d. 21. juni vil summe af liv, eksplosioner og videnskab i alle afskygninger. Danmark bliver for en kort tid verdens videnskabelige centrum – og DTU er selvfølgelig med.

”På DTU har ambitionen altid været at skabe forskning og levere viden, der er til gavn for samfundet. Og mange af fremtidens samfundsmæssige udfordringer kommer i høj grad til at skulle løses med hjælp fra de tekniske videnskaber. DTU er i dag en aktiv bidragsyder til løsninger på kendte udfordringer som konsekvenser af klimaforandringer, sikker energiforsyning og fødevaresikkerhed, og vores forskning er verdensførende på en lang række af disse forskningsområder. Derfor skal vi selvfølgelig bidrage til at udbrede kendskabet og forståelsen af den tekniske videnskab til offentligheden på ’Science in the City’,” siger prorektor Henrik Wegner.

Fremtidens teknologier
På Science in the City festivalen står 85 arrangører fra 20 lande klar med hundredevis af spændende events de seks dage festivalen varer. DTU har med overskriften House of Future samlet en række eksempler på hvad fremtiden kommer til at bringe af ingeniørløsninger på vores samfunds lokale såvel som globale udfordringer. 

Du kan f.eks. lære, hvordan en familie kan få energi ud af deres affald, eller donere jeres antal af skridt til forskning og vinde præmier. Fortællelystne forskere og studerende præsenterer grænsesøgende eksperimenter og innovative opfindelser, der kan være med til at løse fremtidens udfordringer. 

Science in the City-festivalen byder også på Science Slam søndag, hvor DTU-forskere battler på deres forskning, når de på 10 min. skal pitche deres forskning på en sjov og let forståelig måde - så den stimulerer undren og nysgerrighed. DTU stiller med professor Henrik Bruus, der modigt stiller op mod professorer fra CBS og KU - og her forventes publikum at huje og pifte behørigt.

Til lands og til vands
DTU’s store havforskningsskib Dana er normalt ikke tilgængeligt for offentligheden. Men lørdag, søndag og mandag den 21.-23. juni lægger skibet til ved kajen ved Amalienborg og inviterer alle om bord. Her kan man se skibet og møde forskere og studerende fra DTU, som arbejder med havforskning. 

På Dana kan du bl.a. få en rundvisning på skibet med mulighed for at se de forskellige laboratorier, broer, mandskabsrum m.v., opleve Gastronomisk Legestue med smagsprøver på mad fra havet (lø-sø kl. 11-16) og høre om Danas netop afsluttede tur til Sargassohavet for at studere ålen. Men du kan også høre og røre ved fisk og øresten, opleve plankton - også i 3D, oceanografi, finde ud af hvordan man bruger sæl-skræmmere på fiskeredskaber og akustiske målinger til monitering af fiskebestande. 

Det for børn…
Sidst men ikke mindst indgår DTU Science Show på festivalen i et landshold sammen med andre forskerspirer fra Aarhus Universitet, hvor de sammen skal deltage i Det uoficielle Europamesterskab i Scienceshow. Ild, eksplosioner, røg og bordtennisbolde mødes i en sprængfarlig synergi med knald i. Måske en idé hvis du skal have børnene med?

Find hele programmet på Science in the City's hjemmeside og download den officielle app til din smartphone på www.esof2014.org/app. Bruger du app’en indgår din færden på festivalen i et videnskabeligt forskningsprojekt, hvor du så og sige donerer dine skridt til videnskaben!

Om ESOF2014

DTU deltager også massivt på den videnskabelige konference EuroScience Open Forum (ESOF), som har henved 4500 delegerede tilmeldt og 250 fra den akkrediterede presse.

Du kan læse mere om ESOF2014 her