Vindenergi er konkurrencedygtig

Vindenergi Energi
DTU’s årlige energirapport fokuserer i år på vindenergi. Markedet er i vækst, men der er brug for teknologisk udvikling, mere genanvendelse og stærk opbakning fra myndighederne for at nå målene om at øge vindenergiens andel i den samlede energiforsyning.

Gennem de sidste ti år er den globale forsyning af vindenergi vokset med i gennemsnit 20 %. Efter alt at dømme vil denne vækst fortsætte, og det er da også ønsket fra myndighederne: Danmark har et mål om, at 50 % af elforsyningen skal komme fra vindkraft i 2050. Ser man på Europa er målet, at vindenergi skal levere mere end 30 % af EU’s samlede strømforbrug i 2030.

En række teknologiske landvindinger har banet vejen for vindkraften, der i dag beskæftiger over 800.000 mennesker på verdensplan. Blandt andet er vindmøllerne blevet større og materialerne lettere, og vindmøller i dag er langt mere effektive end tidligere. Det betyder, at vindenergi fremstillet i områder med gode vindforhold, f.eks. kystnære områder, nu er konkurrencedygtig med energi baseret på fossile brændsler.

DTU påpeger i den nye energirapport ”DTU International Energy Report 2014 – Wind Energy”, at der er en række barrierer for vindenergien, som må mødes, for at Danmark kan imødekomme sin målsætning om 50 % vindenergi i 2020.

Regeringens målsætning kan nås
"Det er vigtigt, vi viser omverden, at vi kan nå de 50 % eller mere, for det giver gode danske eksportmuligheder."
Henning Kruse, Director Government Affairs i Siemens Wind Power og formand for Vindmølleindustrien

Henning Kruse, der er Director Government Affairs i Siemens Wind Power og formand for brancheorganisationen Vindmølleindustrien, udtaler:

”Regeringens målsætning er bestemt indenfor rækkevidde. Og det er vigtigt, vi viser omverden, at vi kan nå de 50 % eller mere, for det giver gode danske eksportmuligheder. Men det kræver, at vi fastholder et politisk fokus på positive rammevilkår for vindindustrien. Danmark har meget stærke kompetencer inden for forskning, udvikling, produktion og test af vindmøller. Men hvis et af benene falder væk, så falder de andre også. Her er vindenergirapporten et godt værktøj, for den giver en status på, hvor langt vi er i Danmark, og hvilke prioriteringsområder, det er nødvendigt at arbejde med,” siger han.

Fremtidige udfordringer

Rapporten anbefaler ligeledes, at myndighederne i højere grad stiller stabile rammebetingelser op for sektoren for at opnå en tilstrækkelig øget andel af vindenergi:

”Det er stadig en udfordring at tilpasse vores energisystemer til at rumme store mængder fluktuerende vindenergi. Der kunne blive behov for at lagre elektricitet i større skala, hvis vi skal nå målsætningen,” udtaler vicedekan Hans Hvidtfeldt Larsen fra DTU Nationallaboratoriet for Bæredygtig Energi.

Derudover skal strømmen fra offshore vindmøller gøres billigere, da det er her, man kan opnå den største vækst. Producenterne er godt på vej til at reducere omkostningerne med 40 % i 2020, men samtidig må industrien ifølge rapporten arbejde hen i mod regulær masseproduktion af vindmøller og en øget genanvendelse af udtjente møller.

Højtuddannede medarbejdere inden for vindmølleindustrien er en mangelvare, så der kræves en intensiv indsats inden for uddannelse og forskning. Forskningen bør samtidig fokusere på at udvikle nye teknologier og støtte innovationen i vindindustrien, vurderer rapporten.