DOLL - Danish Outdoor Lighting Laboratory

Europas største laboratorium for LED-gadelys åbner i Danmark

Lyskilder
280 LED-lamper på ni kilometer veje og stier danner rammen om Europas største levende laboratorium for gadebelysning og Smart City-løsninger - DOLL Living Lab.

”Unikt” siger Kent Larson, der er leder af City Science-initiativet i MIT Media Lab på Massachusetts Institute of Technology.

DOLL, Danish Outdoor Lighting Laboratory, arbejder på at udvikle energieffektive belysningsløsninger med høj designkvalitet til offentlige steder, og åbner nu DOLL Living Lab i Albertslund, der udover at være et besøgs- og kontrolcenter også er et uvildigt laboratorium, der sammen med laboratorierne DOLL Quality Lab og Virtual Lab på DTU sikrer, at bl.a. producenter kan få dokumenteret effekterne af LED-lamperne.
Samtidig testes eksempelvis CO2-fri gadelamper, nye sensorer til at kontrollere lyset for at skabe energibesparelser, gadelamper med WiFi og andre innovative løsninger til at gøre byen smartere. Og den kombination er unik.

”Selvom vi før har set levende laboratorier med fokus på belysning, er selve kombinationen af antallet af involverede virksomheder, den forskningsbaserede dokumentation, den fysiske størrelse af laboratoriet og variationen i teknologier, som opsættes og testes, unik,” siger Kent Larson fra Massachusetts Institute of Technology, og én af de første forskere, der udviklede forsøg med ”living labs” i hverdagsmiljøer.

DOLL Living Lab giver mulighed for øget innovation
Et levende laboratorium som DOLL Living Lab giver producenter og forskere mulighed for at omsætte forsknings- og udviklingsideer i et naturligt bymiljø, som kan give ny viden om oplevelsen af lyset eller de teknogier, der udvikles i laboratoriet.

”Erfaringerne viser, at Living Labs som DOLL bidrager til at højne innovationsniveauet. Det giver forsknings- og udviklingsafdelinger værdifuld information om, hvordan brugerne accepterer og bruger produkterne, så forskere eller producenter kan raffinere deres løsninger og tilpasse dem til brugernes ønsker og behov,” forklarer Kent Larson.

Videnopsamling er en del af den smarte by
Flere internationale virksomheder har fået øjnene op for, at DOLL Living Lab er ideelt til at udvikle løsninger til en smart by, og er derfor interesserede i at anvende Living Lab til indsamling af data om eksempelvis trafikforhold.

DOLL har blandt andet indgået et samarbejde med amerikanske Cisco, der er førende inden for intelligent styring af fremtidens infrastruktur og energiforbrug i vores byer, og den internationale virksomhed Citelum, der arbejder med bæredygtigt belysning og trafikstyring.

DOLL - Danish Outdoor Lighting Laboratory

DOLL drives i partnerskabsorganisationen Gate 21 i samarbejde med DTU Fotonik og Albertslund Kommune, og er finansieret af GreenLabs DK under Energistyrelsen, Vækstforum Hovedstaden og Region Sjælland.

DOLL Living Lab åbner den 4. september 2014.

Læs evt. mere: 
www.lightinglab.dk