Foto: NASA/JPL-Caltech

Ny opdagelse kaster lys over sorte huller

Satelitter Rumteknologi og instrumenter
Et røntgenteleskop har for første gang observeret, at der udsendes meget energirige vinde fra sorte huller. Dette giver ny viden om sammenhængen mellem de sorte huller og dannelsen af nye stjerner i galakser.

Et af universets største mysterier, de sorte huller, er nu blevet lidt mindre mystisk. Ny forskning udgivet i tidsskriftet Science og skrevet af blandt andre Finn Erland Christensen fra DTU Space beskriver nemlig aktivitet omkring en såkaldt kvasar (et stort sort hul med en lysende ring af gas udenom), aktivitet der indtil nu, kun har været en teori.

Det drejer sig om såkaldte galaksevinde, som bliver udsendt af de sorte huller. Galaksevindene er stråling, der udsendes fra det sorte hul, når omgivende masse trækkes ind i hullet. Denne stråling består af røntgen med en bølgelængde på under 0,1 nanometer, såkaldt hård røntgen, og det har indtil videre ikke været mulig at opfange med almindelige røntgenteleskoper. Men ved hjælp af NASA-satellitten NuSTAR og ESA’s XMM-Newtonteleskoper kunne observationerne lade sig gøre.

”Vi vidste på forhånd, at sorte huller udsender galaksevinde. Det nye med NuSTAR/XMM-observationen er, at vi har kunnet modellere, hvor vindene kommer fra i området omkring det sorte hul. Dermed har den rumlige fordeling og struktur givet os en solid basis for at studere dem i fremtiden i andre galaksekerner,” siger Finn Erland Christensen.

Teleskoperne på NuSTAR-satellitten kan observere galaksevindene, fordi de er følsomme over for den hårde røntgen. Dette har dog kun været muligt på grund af forskerne fra DTU, der har udviklet den røntgenreflekterende overflade på teleskopernes linser. 

 
Sorte huller stopper stjerner

Opdagelsen betyder, at forskerne nu kan vise en sammenhæng mellem sorte huller i galakserne og dannelsen af nye stjerner. Når galaksevindene udsendes, skubber de gas og støv ud af galaksen. Gassen og støvet er nødvendigt for dannelsen af nye stjerner, og når galaksevindene sender det væk, dannes der færre stjerner. Forskerne var klar over, at stjernedannelsen var mindre i galakser med sorte huller, men røntgenteleskoperne på NuSTAR-satellitten har nu kunnet påvise en definitiv sammenhæng.

Ud over at observere vindene, har forskerne også kunnet måle vindenes hastighed og se, at de ikke blæses ud i en smal stråle, men i en halvcirkel i alle retninger. Med disse oplysninger kan forskerne bevise, at vindene er kraftige nok til at stoppe stjernedannelsen.