Director Karen Duneman fra Lockheed Martin og Marianne Thellersen, DTU's koncerndirektør for Innovation og Entrepreneurskab underskriver aftalen fredag den 28. august 2015. Foto: Mikal Schlosser
DTU og Lockheed Martin har samarbejdet tidligere bl.a. om leverancer til NASA’s rumfartøj Juno.På fotoet ses teknikere fra Lockheed Martin Space Systems i Denver, Colorado., der overvåger installationen af en stor strålingsboks på Juno. Boksen blev installeret den 19. maj 2010 og vil beskytte rumfartøjets vitale computere fra den kraftige stråling ved Jupiter. Foto: Lockheed Martin

Lockheed Martin og DTU vil forstærke samarbejdet

Teknologi-virksomheden Lockheed Martin og DTU vil undersøge mulighederne for at forstærke samarbejdet inden for teknologiudvikling.

Den amerikanske teknologivirksomhed Lockheed Martin og DTU underskriver den 28. august en hensigtserklæring om at udvikle og udføre forskningsprojekter i fælleskab.Partnerskabet vil i første omgang fokusere på projekter inden for områderne test af materialer, autonome systemer, sensorer, rumteknologi og geofysiske data.

”Det er videnskabeligt interessant for DTU at samarbejde med en virksomhed, der er blandt de teknologisk førende inden for sit felt. Lockheed Martin producerer fly, radarer, satellitter og rumfartøjer ledelsesinformationssystemer og meget mere. Det er teknologier, hvor DTU kan bidrage med relevant viden og færdigheder,"siger Marianne Thellersen, koncerndirektør for innovation og entrepreneurskab på DTU.

DTU har tidligere samarbejdet med Lockheed Martin bl.a. i forbindelse med udviklingen af DTU Spaces stjernekameraer. Et samarbejde som Lockheed Martin har værdsat, udtaler Dr. John D. Evans, vice president for international science and technology. Han udtaler:

"DTU har været en værdifuld partner for Lockheed Martin, blandt andet på NASA’s New Frontiers program, hvor DTU’s forskere leverede Advanced Stellar Compass for Junofartøjet. Dagens aftale giver begge parter en struktur til at udforske yderligere områder for fremtidigt samarbejde."