Foto: EPO

Spin-out fra DTU er nomineret til European Inventor Award

Et forskerteam med rødder i DTU står bag en opfindelse, der bekæmper luftforurening. Nu er forskerne nomineret til den årlige innovationspris, European Inventor Award 2016, for at udvikle kompakte metalsalte til at lagre ammoniak som fast stof.

I 2005 opfandt et forskerteam fra DTU en metode til at lagre ammoniak i pilleform. Udover at være en indirekte brintbærer viste opfindelsen sig at være yderst velegnet til at rense den sundhedsskadelige udstødningsrøg fra diesel-personbiler og resulterede i spin-out-virksomheden Amminex.

Nu er Amminex nomineret til den 11. udgave af den årlige innovationspris, European Inventor Award (EPO) 2016 i kategorien ’små og mellemstore virksomheder’. Prisen uddeles af det europæiske patentkontor og annonceres ved en ceremoni i Lissabon den 9. juni 2016.

En vigtig udvikling
"Opfindelsen er en vigtig udvikling for at reducere forureningen fra dieselkøretøjer og er lovende i forhold til andre miljøvenlige applikationer," udtaler formanden for EPO Benoît Battistelli ved udnævnelsen af finalisterne til European Inventor Award 2016.

"På et tidspunkt, hvor meget opmærksomhed går på at reducere emissioner, har dette team påvist, at menneskeheden kan overvinde nogle af sine største udfordringer gennem innovation."

Bag Amminex står Tue Johannessen, Ulrich Quaade, Claus Hviid Christensen og Jens Kehlet Nørskov. De havde kun ét problem, da de skulle finde en løsning på at anvende den farlige gas, ammoniak, til at rense udstødningsgas fra dieselmotorer.

Kompakt og sikker lagring
Transport af ammoniak på køretøjer er nemlig problematisk. Først og fremmest er kogepunktet -33 °C. Derudover skal det, på grund af sin flygtighed og giftighed, opbevares i tunge højtrykstanke og selv i flydende form under tryk ville det kræve meget dyre og komplicerede løsninger.

Men som den danske forskergruppe har fundet frem til, så repræsenterer kompakt og sikker lagring af ammoniak på fast form den perfekte løsning - én løsning, der skaber nye muligheder til en række gavnlige, miljøvenlige applikationer.

Fordelen ved oplagring af ammoniak på fast form er, at ammoniak ikke længere er farligt gods. Det kan uden problemer installeres og anvendes på køretøjer. Teknisk direktør i Amminex Tue Johannessen udtaler:

”Teknologien fører ikke blot til et meget lavt niveau af nitrogenoxider i køretøjets udstødning, motoren kan også køre i sit optimale driftsområde, hvilket resulterer i lavere CO2-emission.”

For yderligere oplysninger kontakt teknisk direktør i Amminex Tue Johannessen, tj@amminex.com