Foto: Robert Mikkelsen

DTU-studerende vinder konkurrence i modvindskørsel

Vindenergi

WinDTUrbine fra DTU vandt årets Racing Aeolus konkurrence, og forsvarede dermed sidste års danske sejr. Det blev også til en verdensrekord i kørsel i direkte modvind under året konkurrence!

Det gik rigtig stærkt, da DTU’s vindkørende bil, winDTUurbine, var i Den Helder, Holland, for at forsvare de danske farver i konkurrence mod syv andre hold fra Tyskland, Tyrkiet, Holland og Canada. Som forsvarende mester fra 2015 var DTU’erne opsatte på at forsvare førstepladsen i kørsel i modvind.

”Vi har den specielle ordning her på DTU, at det er nogle nye, der overtager bilen hvert år. Det betyder, at vi skal lære en masse ting på en gang, når vi starter, men det er også vildt fedt. Man får brugt teorien fra undervisningen på noget virkeligt, og det giver en anden forståelse for det,” siger Joakim Sehested fra winDTUrbine.

"Man får brugt teorien fra undervisningen på noget virkeligt, og det giver en anden forståelse for det"
Joakim Sehested, winDTUrbine

Dette var 9. gang, at Racing Aeolus blev afholdt, og i alt tredje gang, DTU tog vandrepokalen med hjem. Det gør DTU til det universitet, som har taget sejren flest gange af alle hold. Denne gang formåede winDTUrbine-bilen endda at bryde den magiske grænse på 100 % af vindens hastighed, da bilen opnåede en hastighed på 101,8 % af vindhastigheden.

Hurtigere end vinden

 Den sorte bil kørte altså stærkere, end den hastighed, modvinden blæste med. Det er første gang i konkurrencens historie, og det udløste en pris udlovet af den hollandske energiforskningsinstitution ECN, ligesom det var nok til, at vandrepokalen kunne tages med tilbage til DTU igen i år.

”Rent teknisk er vores bil relativt simpel i forhold til mange af de andres. Det betyder, at vi lynhurtigt kan pejle os frem til fejlen, når noget går galt, og derfor har vi rigtig mange gennemførte løb. Det er en af grundene til, at vi tog den samlede sejr i år,” siger Joakim.

Holdet bestod i år af Joachim Holm Knudsen og Joakim Sehested Sie fra Produktion og Konstruktion, og Mathias Kirk fra Vand, Bioressourcer og Miljømanagement.

”Det bliver jo et nyt hold næste år, men jeg tror på, at DTU tager vandrepokalen med hjem endnu en gang. Vi har en rigtig god bil, som vi kender rigtig godt, og det er vores styrke,” siger Joakim Sehested.