Biblioteket i Lyngby lukker i tre måneder

DTU Bibliotek i Lyngby lukker i tre måneder

Anden bølge af DTU Biblioteks forvandling er på vej. For at gøre ombygnings-perioden så kort som muligt er biblioteket lukket i juli, august og september.

DTU Bibliotek er et godt sted at være. Det store rum summer af liv på alle etager og er fyldt med mennesker nærmest døgnet rundt.

"Vi er faktisk druknet i succes," siger teamleder Lars Binau, DTU Bibliotek.

Hermed mener han, at flere har fået øj­nene op for de nye muligheder i bibliote­ket, men flere brugere giver generelt mere støj og dårligere indeklima. Aktiviteterne på scenen i stueetagen øger også presset på rummet, både i forhold til støj og god­kendelse fra brandmyndighederne.

Det bliver der nu gjort noget ved, når Campus Service tager fat på om­bygning og nyindretning af biblioteket. Samtidig benyttes lejligheden til at forvandles biblioteket til DTU Smart Library, et levende laboratorium for smarte teknologier.

Lukket i juli, august og september

Først bliver der dog tre måneder uden bibliotek; i juli, august og september er der kun adgang for håndværkere. To timer om dagen vil der være mini­bibliotek i kælderen, og bibliotekarerne kan selvfølgelig stadig kontaktes. Men de studerende må finde alternative steder til studierne og benytte andre databarer på campus.

Håndværkerne starter med at skrælle alle lofter af for at gøre plads til nye lam­per, nu selvfølgelig med LED, nyt venti­lationssystem og støjdæmpende loftspla­der. Ud over at være mere bæredygtigt har LED­-lys også den fordel, at man kan regulere farve og intensitet. Man vil f.eks. kunne tilføje mere blåt på en regnfuld og mørk dag, og i nogle zoner vil brugerne selv kunne styre lysets farve og styrke.

Teknologisk legeplads
Nye loftsplader og glasvægge omkring atriumgården på anden sal vil dæmpe lyden af de mange stemmer, og på hver etage sættes der sensorer op, som kan måle CO2, luftfugtighed, temperatur, lysniveau og støj.

"Det er ikke kun, for at brugerne kan følge med i ’vejret’ på biblioteket og even­tuelt vælge den zone, hvor klimaet passer dem bedst, men også fordi vi vil gøre biblioteket til en teknologisk legeplads. De indsamlede data skal indgå i en større pulje af data fra hele campus, som bliver frit tilgængelige for forskere og studeren­de," siger Lars Binau.

Som en del af Smart Library­-projektet testes nogle kameraer, som kan måle folks bevægelser og endda køn og alder. Et af målene er, at kameraerne vil kunne gøre det muligt at tilbyde en online­tjeneste, der viser ledige pladser. I første omgang kom­mer der ikke flere møbler, men med flere permanente flugtveje vil biblioteksbygnin­gen med et slag gå fra at kunne rumme 349 til 1300 personer til de store events, og wi­fi­ og mobildækningen vil blive forbedret. Så der er bestemt noget at vente på.