Illustration: Bjarne Stenberg/NTNU

Ny uddannelse ruster ingeniører til Arktis

mandag 18 maj 15

Kontakt

Sabina Askholm Larsen
Kommunikationsmedarbejder
DTU Byg
45 25 19 36

Fakta om den nordiske kandidatuddannelse i Cold Climate Engineering

• Undervisningen i Cold Climate Engineering vil foregå på Danmarks Tekniske Universitet, Norwegian University of Science and Technology (NTNU) og Aalto University
• Studerende skal læse på to universiteter og får et diplom fra begge universiteter
• Der bliver mulighed for at læse et semester på Grønland eller Svalbard
• Uddannelsen optager studerende fra januar 2016 med studiestart september 2016
• Nordisk Ministerråd har støttet den nye uddannelse med 1 mio. kr.
• Uddannelsen lanceres ved en reception på DTU den 19. maj kl. 13.30
• Adressen er Anker Engelunds Vej 101A, og receptionen foregår i Glassalen.


Læs mere om uddannelsen Cold Climate Engineering på vores hjemmeside.

Global opvarmning, udvinding af råstoffer og øget trafik ved Nordpolen skaber både udfordringer og muligheder for de nordiske lande. Derfor udbyder DTU nu en ny kandidatuddannelse, der skal ruste fremtidens ingeniører til arbejdet i Arktis. Uddannelsen lanceres den 19. maj på DTU.

Arktis oplever i disse år en stigende erhvervsaktivitet. Nye sejlruter kommer til, mens minedrift og olieefterforskning er i spil som fremtidige erhvervsmuligheder. Det skaber behov for ingeniører, som er specialiserede i at arbejde i arktiske egne, hvor klima, infrastruktur og et skrøbeligt økosystem udgør nogle af udfordringerne.

Mange virksomheder søger derfor ingeniører, der har særlig viden om de arktiske egne, og for at efterkomme efterspørgslen udbyder DTU i samarbejde med to andre nordiske universiteter en kandidatuddannelse i Cold Climate Engineering.

Værdifuldt førstehåndskendskab til arktiske udfordringer
”Den nye kandidatuddannelse i Cold Climate Engineering giver de studerende en unik mulighed for at få førstehåndserfaring med feltarbejde og analyser i de arktiske egne, som de efterfølgende kan omsætte til værdifuld erfaring for de arktiske samfund,” udtaler dekan Martin Bendsøe, DTU.

Uddannelsen vil ruste ingeniører til at arbejde i Arktis ud fra tre grundlæggende specialiseringer: Land, Hav og Overvågning af polerne fra verdensrummet. Uddannelsen udbydes af norske NTNU, finske Aalto University og Danmarks Tekniske Universitet, og de første studerende bliver optaget i 2016.

”Kandidatuddannelsen i Cold Climate Engineering er et eksempel på, at vi kan kombinere vores forskningsmæssige styrker på tværs af de nordiske lande,” udtaler Niels Andersen, leder af DTU’s Center for Polare Aktiviteter.

”Vi forventer, at uddannelsen vil være med til at skabe den vækst og udvikling, som lokalsamfundene, virksomhederne og myndighederne i de arktiske egne efterspørger.”

Norden i førertrøjen
Minister for nordisk samarbejde Carsten Hansen hilser den nye uddannelse velkommen. Der er for tiden stort fokus på internationalt samarbejde om forskning i Arktis, og lande som Kina, Indien, Japan og Sydkorea viser stor interesse for polarforskning:

”Vi har en fordel i Norden, fordi vi har en stærk og lang tradition for netop polarforskning. Den skal vi udnytte, for den gør os til attraktive partnere. Og jeg synes, at netop initiativet, som vi har set med Nordic Five Tech-uddannelsen, er et godt eksempel på, hvordan vi holder os selv i førertrøjen, når det kommer til at skabe løsninger, der kan bidrage til udviklingen i Arktis.”

”Vi bliver med andre ord endnu bedre rustet til fremtiden takket være Cold Climate Engineering-uddannelsen,” siger ministeren.

Den nordiske kandidatuddannelse i Cold Climate Engineering lanceres officielt ved en reception på DTU tirsdag den 19. maj kl. 13.30-15.00. Der vil være indlæg af minister for nordisk samarbejde Carsten Hansen, repræsentanter for industri og Nordisk Ministerråd samt forskere og ledere på DTU, herunder bachelordekan Martin Vigild og Niels Andersen.

Relaterede Videoer  

video thumbnail image

Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.