Colourbox

Ingeniører styrker folkesundheden

Medicin og medicoteknik Medicinske apparater og systemer
Sundhedssektoren bliver mere og mere højteknologisk, og lægerne får stadig flere berøringsflader med teknisk forskning. Det er to projekter fra DTU gode eksempler på.

Af Christina Tækker

For fem år siden stod Gregers Hermann med en udfordring, han ikke selv kunne løse. Som overlæge på Urologisk Afdeling på Frederiksberg Hospital ville han forfine en metode til at behandle blærekræftpatienter ambulant i stedet for under bedøvelse.

"Sundhedsområdet bliver mere og mere afhængigt af de tekniske hjælpemidler, og dermed får samarbejdet mellem læger og ingeniører større betydning."
Kristian Stubkjær, institutdirektør, DTU Elektro

Efter en opringning til professor Peter E. Andersen fra det daværende Risø DTU fik han konkretiseret sit behov. I dag kan Gregers Hermann se tilbage på et frugtbart samarbejde med seniorforsker Lars Lindvold fra DTU Nutech og Karl Storz Danmark A/S. Et samarbejde, der har ført til udviklingen af nye lyskilder til brug i behandlingen, mindre blærekikkerter og behandlingsmetoder, der gør mindre ondt på patienterne.

”Det er min opfattelse, at man kan næsten alt med medicoteknikken. Sæt dig et mål, og gå efter det – det har vi gjort i vores gruppe. Men kommunikation er altafgørende, for at det lykkes. Når to så forskellige faggrupper arbejder tæt sammen, skal man lære hinandens tankegange og teknologier at kende og stole på, at man kan løse problemerne sammen,” siger Gregers Hermann.

Med det nye apparatur er det lykkedes at flytte diagnostik og behandling af visse blæretumorer fra operationsgangen til ambulatoriet - til gavn for patienterne.

Ved hjælp af et fluorescerende stof, der sprøjtes op i blæren, er det således muligt at se kræftceller i blæren på et tidligt stadie. Samtidig har teamet forbedret den metode, der bruges til at tage vævsprøver i ambulatoriet, så man får en mere sikker diagnose - og endelig arbejder de med at udvikle lasere til at fjerne blæretumorer ambulant i stedet for at brænde eller skære dem bort under bedøvelse.

Parkinson gemmer sig i drømme

Det tætte samarbejde har også været vigtigt for klinisk professor og overlæge Poul Jennum på Institut for Klinisk Medicin på Glostrup Hospital. Her har man erfaret, at tidlige tilsynekomster af Parkinsons sygdom gemmes i reguleringen af drømmesøvnen - nærmere bestemt i den såkaldte REM-søvnfase, hvor de fleste drømme finder sted.

Sammen med lektor Helge Sørensen og andre forskere fra DTU Elektro forsøger han nu at finde nye diagnostiske metoder til at identificere Parkinsons sygdom. Målet er at finde en metode, der gør det muligt at stille diagnosen mere sikkert og tidligere end hidtil.

De to projekter er udtryk for en trend, hvor sundhedssektoren bliver mere og mere teknologisk, og den tekniske forskning får flere og flere berøringsflader med læger og medicinsk forskning. En trend, der også afspejles på DTU.

I løbet af de seneste år er et stigende antal institutter blevet involveret i forskning inden for medicoteknik. Samtidig har den relativt nye medicoingeniør-uddannelse på DTU givet ekstra fokus på området.

Overlæge Gregers Hermann udfører kikkertundersøgelser i ambulatoriet på Frederikberg Hospital

Overlæge Gregers Hermann udfører kikkertundersøgelser i ambulatoriet på Frederikberg Hospital.
Foto: Mikal Sclosser

 

Ifølge institutdirektør på DTU Elektro, Kristian Stubkjær, er samarbejdet med hospitalerne vigtigt for DTU:

”Sundhedsområdet bliver mere og mere afhængigt af de tekniske hjælpemidler, og dermed får samarbejdet mellem læger og ingeniører større betydning. For at sikre, at det er de rigtige ting, vi arbejder med, og at vi forstår lægernes udfordringer, er det vigtigt, at vi har en tæt kontakt med lægeverdenen for at udveksle ideer og erfaringer.”

Skal ramme markedet  

Kristian Stubkjær peger på, at DTU indgår i en række strategiske samarbejder, der skal styrke den sundhedstekniske forskning og samspillet med sundhedssektoren – og ikke mindst virksomhederne. Det skal øge vækst og innovation.

Teamleder i Afdelingen for Innovation og Sektorudvikling på DTU Stine Kruse uddyber: 

”Hvis man skal have sit produkt ud i verden, er det vigtigt at samarbejde med sundhedsvæsenet for at teste det på virkelige patienter. Men vi skal også have industrien med for at vide, om produkterne har en værdi for brugerne. Ellers rammer vi slet ikke markedet.”

   

Samarbejder om sundhed

DTU indgår i en række strategiske samarbejder for at styrke den sundhedstekniske forskning og samspillet med virksomheder og sundhedssektor:

  • Medico Innovation: www.medico-innovation.dk
  • Copenhagen Spin Outs: www.copenhagenspin-outs.dk
  • OPALL (Offentlige-Private Alliancer): www.opall.dk
  • Samarbejde med KU-SUND, Region H og Københavns Kommune om et Center for Personligt Assisterende Sundhedsteknologi
  • Samarbejde med Glostrup Hospital og Region H om forskning og innovation, særligt inden for neurologi og øjensygdomme.
  • Medicon Valley Alliance: www.mva.org
  • Biopeople: www.biopeople.dk