PhD Student Arthur Katossky and his supervisor Gilles Guillot, DTU Compute

Forskningsprojekt i statistik skal professionalisere Danmarks største udlejningsportal

Informationsteknologi
Ph.d.-studerende Arthur Katossky har siden starten af 2014 været ansat hos Lokalebasen.dk, som er Danmarks største udlejningsportal for ledige erhvervslejemål.

Fra august startede Katossky på sin treårige ph.d.-afhandling på DTU Compute, hvor han i samarbejde med Lokalebasen.dk og CBS Institute of Finance skal gennemføre sin forskeruddannelse med bidrag fra Innovationsfonden.
”Det kan virke udfordrende at koordinere tre institutioner, men den inspiration jeg får af at arbejde på tværs af kulturer, er det hele værd,” udtaler Katossky.

Arthur Katosskys fokusområde er statistik og tendenser på ejendomsmarkedet, og formålet med hans forskningsprojekt er at udvikle mere effektive modeller end de nuværende. Et eksempel herpå er at finde nye måder at beskrive, hvordan prisniveauer hænger sammen med beliggenhed på markedet ved hjælp af innovative datakilder – såsom sociale medier som fx Tripadvisor.


Frugtbart samarbejde

Arthur Katosskys primære vejleder er Gilles Guillot, lektor i statistik ved DTU Compute. Øvrige vejledere er Mads Stenbo Nielsen, lektor ved CBS, Jakob Dalhoff, Lokalebasen.dk’s direktør, Uffe Høgsbro Thygesen, lektor ved DTU Aqua samt Thomas Ringling, IT-teamleder ved Lokalebasen.dk. Arthur Katosskys vejledere fik hurtigt etableret et godt samarbejde, hvilket sætter sit positive præg på projektet.

"Mine vejledere kendte ikke hinanden før jeg startede min ph.d.-afhandling, men de fik straks et godt samarbejde op at køre, hvilket gør at vi har et afslappet, men frugtbart arbejdsklima,” udtaler Katossky.

Lokalebasen.dk’s direktør er heller ikke forsigtig med at vise sin påskønnelse af at have Arthur Katossky tilknyttet Lokalebasen.dk.
”Vi er utrolig berigede over at have en ph.d.-studerende tilknyttet Lokalebasen.dk. Arthurs værdifulde bidrag med sit forskningsprojekt er med til at professionalisere vores virksomhed. Vi er sikre på, at der kommer konkrete resultater, som vi kan bruge i vores virksomhed fremadrettet,” siger Jakob Dalhoff, Lokalebasen.dk’s direktør, og fortsætter:
”Allerede nu er han i gang med at forbedre algoritmen vedrørende lignende lejemål, så vores brugere bliver præsenteret for mere relevante alternativer”.

Arthur Katossky er født og opvokset i Frankrig, hvor han tog en kandidat på ENSAI, som er et af Frankrigs førende akademier for statistik.