Foto: Arkiv

Godt fagligt omdømme løfter DTU på international ranking

Anerkendelse fra faglige eksperter og rekrutterende arbejdsgivere verden over løfter DTU til den hidtil bedste placering på QS World University Ranking.

DTU indtager pladsen som nummer 123 på den anerkendte QS World University Ranking 2014/15, der rangordner de 800 bedst performende universiteter i verden. Den nye placering er den hidtil bedste for DTU, der er gået frem fra sidste års placering som nummer 134.

Det er særligt i kategorierne ’Academic reputation’ og ’Employer reputation’, at DTU har forbedret sin placering.

Academic reputation måles gennem en global spørgeundersøgelse, hvor faglige eksperter skal angive de universiteter, som ifølge deres opfattelse lige nu udfører det bedste stykke arbejde inden for deres fagområde. Employer reputation omfatter ligeledes en global spørgeundersøgelse, men her bedes arbejdsgivere pege på de universiteter, der uddanner de bedste kandidater.

"Vi bliver stærkere som forskningsnation og kan være i spidsen af førerfeltet med nye teknologiske løsninger, der kan løse globale udfordringer som blandt andet den ressourceknaphed, verden står over for, hvad enten vi taler om energi, fødevarer eller drikkevand."
Prorektor Henrik Caspar Wegener

Academic reputation vægter 40 % i QS World University Ranking, mens employer reputation vægter 10 %.

Styrket position som anerkendt eliteuniversitet

DTU’s prorektor, Henrik Caspar Wegener, er glad for DTU’s nye placering på rankingen:

”Det er meget flot, at DTU’s forskning har et stadigt stigende impact ude i verden. Det betyder meget for os, at flere og flere eksperter inden for vores faglige felter vurderer, at den forskning, der udføres på DTU, er blandt verdens bedste. Det kan bane vejen til nye samarbejder eller nye forskerkolleger, som målrettet søger til Danmark for at forske sammen med os. Vi bliver stærkere som forskningsnation og kan være i spidsen af førerfeltet med nye teknologiske løsninger, der kan løse globale udfordringer som blandt andet den ressourceknaphed, verden står over for, hvad enten vi taler om energi, fødevarer eller drikkevand,” udtaler Henrik Caspar Wegner, der også noterer sig, at DTU’s omdømme blandt globale arbejdsgivere er rykket op:

”Det viser, at de internationale arbejdsgivere – og det vil sige udlandets aftagere af DTU’s kandidater – anerkender DTU for at uddanne dygtige ingeniører. Det har en god afsmitning på universitetets image på den globale såvel som den nationale bane og styrker vores position som et internationalt anerkendt universitet.”

Om QS World University Ranking

Ranglisten er baseret på seks indikatorer med det formål bredt at belyse de relative styrker af verdens førende universiteter. Indikatorerne er:

1. Academic reputation
Baseret på global spørgeundersøgelse blandt akademikere

2. Employer reputation
Baseret på en global spørgeundersøgelse blandt arbejdsgivere, der rekrutterer universiteternes kandidater.

3. Faculty/student ratio
Indikerer engagement i forhold til undervisning.

4. Citations per faculty
En indikation af forsknings impact.

5. International student ratio
Måling af den internationale diversitet blandt universitetets studerende.

6. International staff ratio
Måling af den internationale diversitet blandt universitetets akademiske personale.