Dansk-kinesisk universitetscenter indviet

DTU’s dekan for kandidatuddannelserne og internationalisering var med, da kronprins Frederik indviede Industriens Fonds Hus, som huser Sino-Danish Center for Education and Research (SDC) nord for Beijing.

Mandag den 25. september indviede kronprins Frederik Industriens Fonds Hus, som nu huser Sino-Danish Center for Education and Research (SDC). Centeret, der ligger nord for Beijing, er den største danske satsning inden for uddannelse og forskning uden for Danmarks grænser, og bygningen danner ramme om et attraktivt forsknings- og studiemiljø for både danske og kinesiske forskere og studerende.

Indvielsen er en del af kronprinsens fire dage lange besøg, der fokuserer på uddannelses-, forsknings- og innovationssamarbejdet mellem Danmark og Kina, danske miljøløsninger, turisme og kultur. Med til indvielsen var bl.a. Philip Binning, dekan for kandidat- og ph.d.-uddannelserne samt internationalisering, professor Martin Bendsøe og en række forskere og undervisere fra DTU.

En milepæl
”Åbningen af bygningen er en milepæl i udviklingen af SDC. Med den nye bygning får danske studerende optimale rammer for at opbygge viden og kompetencer i Kina, ligesom de kan være med til at hjælpe danske virksomheder med at finde fodfæste i et land med rivende teknologisk udvikling og vækst,” siger Philip Binning.

SDC er et fælles forsknings- og uddannelsesprojekt mellem otte danske universiteter, Uddannelses- og Forskningsministeriet, University of the Chinese Academy of Sciences (UCAS) samt Chinese Academy of Sciences (CAS).

SDC blev oprettet i 2010 og lancerede de første kandidatuddannelser i 2012. I dag er mere end 800 kandidatstuderende og over 200 ph.d.-stipendiater tilknyttet centeret. DTU er en af hovedaktørerne i samarbejdet og leverer bl.a. undervisning til seks ud af syv uddannelser.

Billede: Den officielle indvielse i atrium i Industriens Fonds Hus. Foto: Madoka Ikegami

Læs mere på Uddannelses- og Forskningsministeriets hjemmeside.