Håndværkere gør idéer til virkelighed

Vindmøllevinger, jernbaneskinner, broer og huse med betonkonstruktioner af alle mulige arter. Bag disse dagligdags materialer står ofte ingeniører med deres idéer og beregninger. Men beregninger alene gør det ikke – materialerne skal også stå deres prøve i en simuleret virkelighed, før de gør deres indtog i hverdagen. Og her er håndværkerne i DTU Bygs værksteder suveræne eksperter.

Deres arbejdsplads er ikke ligefrem stille og forudsigelig. I den store hal er der ti meter til loftet; tekno-lignende grønne tårne stikker op overalt, og gulvet har ikke jordforbindelse. Det er nemlig i virkeligheden et metertykt spændeplan på søjler, hvor alt hvad man kan ønske sig af prøveopstillinger, kan sættes så forsvarligt fast, at det kan holde til mange tons tryk, træk og vibrationer. Søjlerne skal forhindre hele bygningen i at vibrere sammen med prøveemnerne, så blyanterne triller ned fra bordene i kontorerne. Men kræfterne er ofte så store, at trykket forplanter sig gennem jorden. Og det går ikke ligefrem stille for sig, når materialerne til sidst giver efter for presset.

Næsten som en familie

I kælderen kører betonblandemaskinen konstant, og overalt står unge mennesker og arbejder på at skabe hver deres betonklods, som de kan eksperimentere med oppe i hallen. Her i betonstøberiet regerer Per Leth på tredje år. Og han har travlt, for der er mange unge mennesker i gang, og de skal alle sammen have råd og vejledning.

”Min chef mener, at jeg involverer mig for meget; men det kan han sige så meget, han vil. Hvis de har behov for hjælp, så får de hjælp. Nogle har bare ti tommelfingre, og dem er man nødt til at holde mere i hånden. Ingen skal kuldsejle med deres projekt, så længe jeg er her,” lyder det stille, men bestemt fra Per.

Intet under at de studerende bliver glade for ham, mens de går i betonstøberiet over uger eller måneder, og snakken går om alverdens ting.

”Kollegerne kan godt være lidt misundelige på mig,” siger han med et smil og slår fast, at nok har han travlt grænsende til stress, men han elsker sit job.

”Det er så positive unge mennesker, og det er sjovt at følge dem i deres udvikling. Flere kommer også tilbage og hilser på, når de har været ude i det virkelige liv. Jeg har endda mødt forældrene til nogle af dem.”

Værksted med trægulv

For at kunne støbe noget i beton må man have en form, og her kommer snedker Steen Lenskjold Jensen ind i billedet. Oppe i det eneste rum med trægulv tager han imod bestillinger på forme i alle størrelser og faconer med huller boret ud til armeringsjern. Indimellem får han tid til at skære et hav at træklodser, som skal bruges i brandlaboratoriet på den anden side af vejen. Han kan såmænd også lave noget i jern, hvis smedene er booket op. Sådan er det nemlig med håndværkerne her, de er en gruppe med høj grad af selvstyring, der kan dække hinandens områder.

Steen har været på DTU i 18 år efter at have lagt fire snedkermestre i graven, som han siger.

”Det her er lige et sted for mig. Jeg får lov til at arbejde med både træ og jern, jeg samler ledninger og reparerer ting og sager. Et helt år gik jeg og renoverede kontorer. Der er ikke det kontor, jeg ikke har været på for at sætte et eller andet op. Det har sgu været meget sjovt og afvekslende,” siger Steen, der også som flere af kollegerne bidrager til 3-ugers-kurserne med sin viden om håndværket. Og så er han benhård, når det kommer til den endelige udførelse af bestillingerne.

”Jeg fik for eksempel en tegning til denne store form,” siger han og peger på det seneste værk på halvanden gange halvanden meter og 25 cm i højden. ”De studerende havde forestillet sig, at der skulle støttebjælker på tværs, fordi den var så høj, men den kan sagtens holde uden, så det får de ikke. Det er noget, jeg bestemmer.”

Data skal der til

Skærm og tastatur er det eneste, der indikerer, at det faktisk er et skrivebord, der står i Christian Rasmussens kontor. Hver en millimeter er dækket, så man skulle tro, det var umuligt at få noget fra hånden her.

”Jeg skriver ikke lange sætninger, det er helt sikkert. Men alt det vigtige ligger her lige foran tastaturet – og så bliver det mindre og mindre vigtigt derudaf. Hvis man tog tingene ud og begyndte at hænge opgaverne op på tavlen, ville man blive for stresset,” siger Christian med et roligt smil.

Han er uddannet elektroniktekniker og ansat som ingeniørassistent. Han laver dog ikke kun elektronik, men sørger også for med al sin mekaniske snilde at få forsøgene sat op i prøvemaskinerne og koblet til måleapparater og dataloggere, så man sekund for sekund kan følge med i og dokumentere, hvad der sker.

”Opgaverne spænder fra det helt simple, hvor man trykker på betonprøver for at finde brudstyrken eller trækker i armeringsjern for at finde stålets egenskaber, til de mere specielle eksperimenter med nye typer af beton,” fortæller han.

Ofte er det først i samtalen med Christian, at de studerende bliver rigtig klar over, hvad de skal lave, og han bruger en del tid på at nå frem til den simplest mulige forsøgsopstilling.

”Kunsten er at få organiseret opgaverne, så vi bruger så få materialer og så lidt tid som muligt, uden at det går ud over det egentlige formål, nemlig at beregne, hvad den færdige konstruktion har af egenskaber.”

Færre hænder til mere arbejde

Christian har ’kun’ været på DTU i 15 år. Maskinarbejderne Michael Ramskov og Keld Plougman har holdt 38 års jubilæum. De blev begge ansat 15. april 1977 – Michael efter at have stået i lære på DTU og været nogle år i det private; Keld efter at have sejlet verden rundt med Mærsk og ØK og bygget skibsmotorer på B&W. Han bliver 70 i oktober og er gået ned på 20 timer, men fortsætter ellers, som om intet var hændt, med at dreje, fræse og svejse de mange dele og stumper, som kan få prøveemnerne til at sidde, præcis som de skal i forsøgsopstillingerne.

Michael står ikke kun ved maskinerne. Han har også overblikket over projekterne, styrer dele af værkstedets økonomi, har kontakt med eksterne firmaer, som leverer de dele, der er for store til værkstedets maskiner. Og så er han en meget samvittighedsfuld arbejdsmiljørepræsentant, der klæder brugerne på til at arbejde sikkert i værkstedet.

”For 20 år siden var vi dobbelt så mange håndværkere og halvt så mange studerende, og vi har tilmed en del opgaver for eksterne kunder. Hvis ikke de unge selv var med, blandt andet i støberiet, kunne vi slet ikke producere alt det, vi gør.”

”I gamle dage kom lektoren ned og gav os opgaverne, og vi så næsten aldrig de studerende. Nu er det lige omvendt. Det er dejligt at møde alle de entusiastiske mennesker med masser af idéer og gåpåmod. Man bliver ligesom hvirvlet ind i det og får mere energi af deres begejstring,” siger han og udtrykker dermed meget præcist den generelle stemning på værkstedet.