Foto: Thorkild Christensen
Foto: Thorkild Christensen
Foto: Thorkild Christensen
Foto: Thorkild Christensen

Lysforskernes bygning blev indviet med … lys

DTU’s nye laboratorier og studieområder i bygning 340 til forskning og uddannelse i lys er blevet officielt indviet.

På Lyngby Campus kunne DTU den 27. juni fejrer indvielsen af bygning 340. Den tre etagers høje bygning på i alt 3.800 m2 er blevet taget i brug af forskere og studerende ved DTU Fotonik, og mange af dem var da også til stede til fejringen.

På talerstolen sagde rektor Anders Bjarklev om bygningen:

”Den er en manifestation af vores åbenhed og vores indbydende kultur, som jeg finder vigtig for studerende, ansatte og samarbejdspartnere. Det er afgørende, at vi som universitet indbyder til samarbejde. Bygning 340 er et mødested og et sted, hvor man bliver forbundet. Den er også et forskningsmiljø i verdensklasse – en forskningsinfrastruktur, som er så vigtig for et teknisk universitet at have, så vi kan tiltrække de bedste i verden til at arbejde og studere hos os.”

Laserlys markerede indvielsen

I stedet for at klippe et bånd kunne rektor efter talen ved hjælp af lyset fra en laserpen punktere en stor, rød ballon fyldt med dannebrogsflag, som dalede ned over gæsterne.

Festlighederne fandt sted i bygningens såkaldte ’Line of Light’, som er et indre hovedstrøg i bygningen, der med store vinduespartier lukker dagslyset ind i bygningen, mens glaspartierne i aftenmørket selv bidrager med at oplyse de omkringliggende udendørs arealer med strøgets LED-lys.

Flere af bygningens laboratorier er placeret i kælderetagen for at sikre mørke og få vibrationer, som kan forstyrre udforskningen af lys. Læs mere om forsknings- og studiefaciliteterne i bygning 340 i artiklen 'Lysforskerne kommer tættere på deres studerende'.

Photo: Adam Mørk

Bygning 340 ligger på Lyngby Campus i tredje kvadrant, som er den sydlige ende af området. Foto: Adam Mørk

Om DTU Fotonik

Omkring 220 forskere er ansat på DTU Fotonik. Dette inkluderer omkring 90 ph.d.-studerende.

DTU Fotoniks forskningsområder er delt op i fire sektioner:

• Nanofotonik
• Lyskilder & Industrielle Sensorer
• Ulineær Optik & Biofotonik
• Kommunikationsteknologi

Hver sektion består af tre-fem forskningsgrupper. Der er i alt 16 grupper.

Læs mere om instituttet på DTU Fotoniks website.