Tænk hvis du kunne se det øjeblik et vandmolekyle blev splittet til brint og ilt? Eller hvad med et snapshot det splitsekund elektroner vandrer fra et molekyle til et andet i en solcelle? Et drømmescenarie for mange forskere som bliver til virkelighed med et nyt røntgenlaseranlæg, der kan fotografere og filme kemiske processer - mens de sker! DTU skal sammen med den danske virksomhed JJ X-Ray levere væsentlige dele til den nye røntgenlaserfacilitet.