Foto: Joachim Rode

"Elbilen er den langsigtede løsning"

fredag 04 dec 15
  • Man forudser, at størrelsen på den globale bilpark vil være tredoblet i 2059 og omfatte over to milliarder biler.

    Kilde IEA - The International Energy Agency
  • Hvis Danmark skal være fossilfrit i 2050, skal de sidste personbiler drevet på benzin eller diesel i princippet sælges i 2034, idet levetiden af personbiler er ca. 15 år.

    Kilde Rapporten "Fossilfri transport 2050" af Dansk Energi i 2013
Elbilen er nøglen til den grønne omstilling, hvor transportsektoren bliver uafhængig af fossile brændstoffer. Det vurderer Niels Buus Kristensen, der er institutdirektør ved DTU Transport. Han er en af de centrale skikkelser i Danmark, når det gælder transportøkonomi og klimaløsninger. Han er medlem af regeringens klimaråd, og han har desuden været med i den tidligere regerings klimakommission og trængselskommission. Her svarer Niels Buus Kristensen på spørgsmål om transport og klima.

Hvilken rolle kan elbilen få fremover?
Vi kommer ikke udenom, at hvis vi skal blive til et lavemissionssamfund, skal vi omstille persontransporten til at køre helt uden fossile brændstoffer. En elbil kan køre på vedvarende energi som vind og sol, og jo mere vores elproduktion baseres på disse ressourcer, jo ’renere’ strøm vil elbilen køre på. Som det tegner nu, er elbiler den eneste langsigtede løsning, der for alvor kan medvirke til en reduktion af CO2 fra vejtransporten. Elbilers udbredelse er stadig udfordret af en begrænset rækkevidde. Typisk kan man kun køre omkring 150 km på et fuldt opladet batteri. Da 80 procent af danskernes transportbehov er under 100 km på en typisk dag, kan elbilen dog det meste af tiden dække de fleste danskeres daglige transportbehov.

Kunne investeringer i en bedre kollektiv transport ikke redde klimaet i stedet?
Det er en udbredt misforståelse at tro, at forbedring af den kollektive transport er et afgørende virkemiddel i den grønne omstilling af transportsektoren, fordi det kan få bilisterne til at lade bilerne stå. Undersøgelser viser, at hvis vi forbedrer den kollektive transport over en bred kam, vil vi godt nok få flere passagerer, men det er kun hver sjette af dem, som er bilister, der lader bilen stå. Resten er cyklister, fodgængere, medpassagerer fra andres biler eller helt nye rejsende. Så ud fra en klimabetragtning er gevinsten ved at investere i den kollektive transport meget lille, da selv en fordobling af passagertallet i den kollektive trafik kun vil give en beskeden procentvis reduktion af bilkørslen. Bilernes andel af den samlede persontransport er nemlig mere end fire gange så stor som bussers og togs tilsammen. Der er dog et vist potentiale i byerne, hvor forbedring af den kollektive trafik også kan bidrage til at begrænse trængselsproblemerne, men på ingen måde hverken løse trafikkens klimaudfordring eller fjerne trængslen alene.

Kan vi ikke bare udvikle benzinbilen til at køre længere på literen?
Energieffektivitet er den løsning, der på den korte bane har størst potentiale til at reducere CO2-udslippet fra vejtransporten. Men hvis vi skal realisere et lavemissionssamfund, skal CO2-udslippet fra vejtransporten sænkes så markant, at vi på den lange bane ikke kommer uden om en omstilling af bilerne fra fossile brændstoffer til vedvarende energi.

Kan biobaseret brændstof bringe os til det fossilfri samfund?
Klimakommissionen konkluderede, at hvis landtransporten i Danmark skal baseres på biobrændstoffer produceret fra dyrkede afgrøder her i landet, skal vi beslaglægge et areal på størrelse med hele landets landbrugsproduktion. Danmark er et af de lande i verden, der har den største andel af vores areal udlagt til landbrug, og hvis vi skal bruge det hele til at producere biobrændstoffer til biltransport, så er det indlysende, at det ikke er nogen bæredygtig løsning i en global sammenhæng. Biomasse skal betragtes som en begrænset ressource, og det er urealistisk at tro, at vi kan basere en hel transportsektor på biobrændstof.

Kan endnu højere afgifter redde klimaet?
Roadpricing, betalingsring, højere p-afgifter og andre afgifter kan begrænse bilkørslen, men som sagt skal bilerne helt omstilles til vedvarende energi, hvis målsætningerne skal nås. Så bliver udslippet pr. kilometer jo nul, og så bliver det samlede udslip ikke påvirket af, hvor meget bilerne kører. En hensigtsmæssig indretning af afgifterne kan dog medvirke til en grøn omstilling af transportsektoren og samfundet som helhed.

DYNAMO 43 - tema om elbiler

Læs også: 


Fremtidens elbil
Lektor fra DTU Elektro, Esben Larsens bud på Hvordan elbilen vil udvikle sig.

 

Case 1Bilen bliver mere end et transportmiddel 
Om Nissans samarbejde med DTU Elektro om udviklingen af fremtidens elbiler.

 

Case 2Batteriet er elbilens hjerte
Om et DTU-ledet forskningprojekt der skal effektivisere batterier til elbiler.

 

Case 3Økonomien er det altafgørende
Lektor fra DTU Transport, Stefan Lindhard Mabits vurdering af de økonomiske faktorers betydning, for udbredelsen og udviklingen af elbiler.

Relaterede Videoer  

Vis flere