Indgang

Om DTU

DTU er et selvejende universitet med uddannelse, forskning, forskningsbaseret rådgivning og innovation. Universitetets hovedaktiviteter er forankret i 19 institutter og 5 centre, samt en lang række af forskningsgrupper.

DTU's hovedadresse er i Lyngby ca. 10 kilometer fra København. Undervisningen af de studerende foregår primært på DTU Lyngby Campus og DTU Ballerup Campus og består derudover af DTU Risø Campus i Roskilde, samt af en række andre lokaliteter på Sjælland og i Jylland.

Universitet ejer omfattende omkostningskrævende eksperimentelle faciliteter, herunder en række testfaciliteter for vindmøller, et oceangående forskningsskib, samt state-of-the-art infrastruktur inden for bl.a. rentrum og nanoskopi.

Universitetet har ca. 5.000 medarbejdere, mere end halvdelen er forskere, herunder knap 1.100 ph.d.-studerende. Hertil kommer godt 9.000 bachelor- og kandidatstuderende. Der optages ca. 1.050 internationale studerende om året på engelsksprogede uddannelser. Desuden udbydes et flerstrenget efteruddannelsesprogram.

Universitetet har medvirket ved etableringen af en række alliancer blandt førende tekniske universiteter. På europæisk plan indgår DTU sammen med TU München, TU Eindhoven og EPFL i ’EuroTech Universities’ og på nordisk plan indgår DTU i ’Nordic 5 Tech’. Desuden har DTU en strategisk samarbejdsaftale med KAIST i Sydkorea. Endelig er DTU partneruniversitet med Rensselaer Polytechnic Institute i dets omfattende udvekslingsprogram ’REACH’.

DTU’s uddannelsesudbud dækker de fleste ingeniørfaglige discipliner på bachelor-, kandidat- og ph.d.-niveau.

Med omfattende forskningsaktiviteter inden for klassiske ingeniørdiscipliner og nye særligt lovende forskningsfelter sikrer DTU et højt internationalt niveau inden for teknisk videnskab og naturvidenskab. Det er DTU's fortsatte mål at være blandt de 5 bedste tekniske universiteter i Europa. Flere uafhængige internationale rankings understøtter, at universitet har denne position.

Universitetets forskningsbaserede rådgivning omfatter bl.a. rådgivning af ministerier og styrelser, danske og internationale organisationer, indsamling og analyse af data, diagnostiske specialanalyser og en række funktioner i tilknytning til det veterinære smitteberedskab.

DTU's innovationssystem strækker sig fra forskning og undervisning over patentering og licensering til industrielt samarbejde og forskerparkaktiviteter.