Skitse til facadeforslag. Illustration Rørbæk og Møller Arkitekter

Bygning 116

Bygning 116 renoveres og fællesarealer transformeres til aktive studiemiljøer.

Bygning 116 rummer DTU’s største auditorium og er en af de mest markante af Koppels specialhuse. Bygningen er blevet kaldt DTU’s smukkeste specialhus, men står stort set som den gjorde ved indvielsen i 1970’erne og trænger kraftigt til at bliver renoveret og moderniseret.

Den overordnede vision for renoveringen af bygningen er at synliggøre og øge mulighederne for liv og læring samtidig med at bygningen renoveres og revitaliseres som et af DTU’s arkitektoniske vartegn. Inde i bygningen skal der skabes større synlighed mellem studie- og læringsmiljøerne og bygningens mange kvadratmeter fælles- og foyerarealer skal transformeres til aktive studiemiljøer. Derud over bliver bygningen opdateret både i forhold til indeklima, lys og akustisk for at kunne understøtte nye undervisningsformer. 

Åben facade mod bygningstorvet
Facaden mod bygningstorvet er i dag en 100 meter lang lukket facade kun brudt at enkelte indgange. Når bygningen er færdigrenoveret vil facaden være åbnet op med store glaspartier, hvor igennem man kan se studielivet inde i bygningen og omvendt kigge ud på pladsen inde fra studiemiljøet i det transformerede foyerområde. Også i bygningens nordende etableres nye adgangspartier og vindfang, der inviterer til at bruge bygningen som gennemgang.

Forskellige typer af studiemiljøer i fællesarealerne
Fællesarealerne udvikles til at kunne rumme mange former for studiemiljø, der spænder fra livlige zoner til mere rolige zoner, og med mulighed for at have områder, der både kan bruges ad hoc og bookes til gruppearbejde. Studiemiljøerne skal gøres indbydende og rare at opholde sig i, og give muligheder for at man kan studere alene, i større og mindre grupper og bruges til uformelt ophold. Fællesområdet i den sydlig foyer skal også fremadrettet give mulighed for afholdelse af de årlige fester, og sociale arrangementer for de studerende.

Undervisningslokaler og databarer, der ligger på række ud til det lange gangareal med ovenlys, indrettes så fleksibelt som muligt, og får en naturlig sammenhæng med studiemiljøerne i fællesområderne, der skal bruges aktivt sammen med holdlokalerne.

Plads til events og konferencer 
Med renovering af auditorium 81 (DTU’s største) bliver der fornyet mulighed for at afholde arrangementer, konferencer og forskellige former for events i bygningen. Her kan de store foyerarealer benyttes i sammenhæng med det store auditorium og holdlokalerne.  


Fakta

  • Bygherre: DTU
    Areal: 3.450 m2
    Budget: 91.6 mio. kr.
    Arkitekt: Rørbæk & Møller
    Ingeniør: EKJ
    Entreprenør: kommende udbud i hovedentreprise
    Belysning: Lightscapes
    Bygherrerådgiver: mtre/Rambøll
    Inventar: Afventer rådgiver
    Byggeperiode: januar 2020-februar 2021


 

Kontakt

Lars Robert Kruse
Projektleder
CAS
45 25 13 01

Kontakt

Laura Utke Graae Jørgensen
Projektleder
CAS
93 51 35 53