Få et internationalt input

To af DTU´s vigtigste mål er at skabe en øget internationalisering i form af flere dygtige udenlandske studerende på DTU, samt at udvikle et endnu tættere samarbejde med danske og udenlandske virksomheder. Disse ambitioner samler DTU nu i et ”Student Sponsorship” program, hvor DTU inviterer til et samarbejde med dansk erhvervsliv med henblik på at tiltrække de bedst kvalificerede kandidater til det danske arbejdsmarked og til DTU.

Danske virksomheder inviteres til at støtte en international MSc studerende på DTU og får samtidig mulighed for at rekruttere en af de mest talentfulde internationale DTU kandidater. Virksomheden stiller et studiejob til rådighed eller sponserer en studerende økonomisk over en 2-årig peride. DTU tilbyder at finde de mest talentfulde kandidater til jeres virksomhed blandt vores bedst kvalificerede internationale MSc studerende.

Programmet opererer med 2 former for sponsorships:

Studiejob

Virksomheden tilbyder et studiejob – f.eks. 8-15 timer pr. uge og gerne med studierelevant arbejde. Den studerende tjener på den måde til deres leveomkostninger i den 2-årige periode de bor og studerer i Danmark og får samtidig værdifuld erhvervserfaring.

I får muligheden for at få en talentfuld ung kommende ingeniør ind i virksomheden med nyeste teknologiske viden og et internationalt mind set. I de 2 år den studerende arbejder for virksomheden har I rig mulighed for at introducere den studerende til jeres organisation og forretning og vurdere et videre samarbejde efter graduation. I løbet af ansættelsesperioden får I også mulighed for at indgå andet samarbejde om f.eks. forskning, projektarbejde eller afgangsprojekt.

DTU tilbyder at screene blandt de mest kompetente ansøgere til vores MSc uddannelse. Vi sender jer CV, karakterblad og evt. anbefalinger på egnede kandidater udvalgt på baggrund af de kriterier vi aftaler f.eks. faglige kvalifikationer eller oprindelsesland. I vælger selv den endelige kandidat blandt de studerende vi sender til jer, og I står selv for ansættelsesaftalen med den studerende.

Ansættelsesperioden vil typisk løbe over de 2 år vores MSc studerende læser sin kandidat uddannelse på DTU. Løn vil afhænge af job og kvalifikationer.

Økonomisk sponsorat

Virksomheden donerer et engangsbeløb til DTU, der udbetaler pengene til en studerende med et månedligt beløb. Pengene er et tilskud til den studerendes leveomkostninger og gør det muligt for den studerende at fokusere på studierne og i højere grad dygtiggøre sig. Beløbet er f.eks. 60.000-80.000 kr, der udbetales månedligt over 2 år.

Sponsoratet er ikke forpligtigende – hverken for virksomheden eller den studerende, men mange virksomheder ser det som et led i deres sociale ansvarlighed i forhold til at tiltrække højt kvalificeret arbejdskraft til det danske arbejdsmarked.

I vurderer selv omfanget af den kontakt I ønsker med den studerende under studiet, men nogle virksomheder indgår aftaler om f.eks. afgangsprojekt med den studerende eller inviterer til ansættelse efter graduation.

DTU sender jer et udvalg af kandidater til sponsoratet udvalgt blandt vores højest kvalificerede internationale MSc studerende og indenfor det fagområde, som passer bedst i jeres interesser. I vælger selv den kandidat, som I ønsker at sponsere.

Kontakt

Hvis I har yderligere spørgsmål eller ønsker at deltage i DTU’s Student Sponsorship Program, så er I meget velkomne til at kontakte DTU International Affairs, Anker Engelundsvej 1, Bygn. 101A, 2800 Kgs. Lyngby eller ringe på tlf. 45257857.