Uddannelsen til elektroingeniør giver dig solide og anvendelsesorienterede kompetencer inden for elektronik og programmerbare systemer. Elektroingeniører er eftertragtede i erhvervslivet, fordi de er i stand til at løse de udfordringer, der følger med udviklingen af højteknologiske produkter.
Et fagligt fundament
I løbet af uddannelsen får du et solidt fagligt fundament. Ud over fagene matematik, fysik, kredsløbsteknik, programmering og signalbehandling lærer du at udvikle analoge og digitale elektroniske systemer.
Skræddersy din egen uddannelse
De obligatoriske fag giver dig en solid faglig ballast, som du kan bygge videre på, når du skal vælge valgfrie kurser og specialisere dig inden for det fagområde, som interesserer dig mest. Det kan f.eks. være elektronikdesign, elektriske energisystemer, trådløs kommunikation, akustik & lyd eller medicinsk elektronik og digital signalbehandling.
Klar til jobmarkedet
Under uddannelsen bliver der lagt stor vægt på tværfaglig undervisning og projektarbejde, så emnerne i de forskellige fag og projekter i semestret hænger godt sammen. Du bliver også trænet i både skriftlig og mundtlig formidling af resultaterne fra projektarbejdet. På den måde kan du gå direkte ud i erhvervslivet og bestride et job, hvor arbejdsformen vil svare til den, du er vant til fra studiet. Det er et stort ønske i erhvervslivet, at
medarbejdere allerede har opnået den kompetence, før de bliver ansat.
Ingeniørpraktik og afgangsprojekt
Under dit praktikophold får du praktisk erfaring med ingeniørmæssige opgaver og prøver at arbejde sammen med andre faggrupper. Du kommer også til at udføre dit afgangsprojekt i samarbejde med den virksomhed, hvor du har været i praktik. Nokia, Danfoss, Brüel & Kjær, Radiometer, DONG Energy, Grundfos, Oticon og B&O er blot nogle af de virksomheder, som DTU-studerende har været i praktik hos.
Start sommer eller vinter
Man skal smede, mens jernet er varmt. På Elektro kan du derfor starte både sommer og vinter med ansøgningsfrister i juli og december. Hvis du fik idéen om at videreuddanne dig i oktober, skal du altså ikke gå og vente i næsten et helt år med at komme i gang.
Ud i job
Med en uddannelse som elektroingeniør kan du arbejde inden for udvikling, konstruktion, projektering, vedligeholdelse, rådgivning og projektledelse i elektronik- og it-virksomheder. Men du har også gode jobmuligheder i produktions- og konsulentvirksomheder.
|
Sommeroptag
Antal studiepladser: 80
Studiestart: 3. september 2012
Ansøgningsfrist, Kvote 1: 5. juli kl. 12.00
Ansøgningsfrist, Kvote 2: 15. marts kl. 12.00
Vinteroptag
Antal studiepladser: 40
Studiestart: 4. februar 2013
Ansøgningsfrist, Kvote 1: 1. december kl. 12.00
Ansøgningsfrist, Kvote 2: 15. oktober kl. 12.00 |
|
Niveaukrav |
|
Matematik A
Fysik B
Kemi C |
Obligatoriske kurser inden for:
Matematik, fysik, statistik
Programmering
Analogteknik
Digitalteknik
Signalbehandling
Elektriske energisystemer
Se beskrivelserne af elektro diplom i Studiehåndbogen
Læs mere om elektro diplom
Læs kompetencebeskrivelsen for diplomingeniøruddannelsen i Elektro