Samspillet mellem den menneskelige organisme og teknisk udstyr er i centrum i kandidatuddannelsen ”Medicine and Technology”. Uddannelsen er tværfaglig og udbydes af DTU i samarbejde med
Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet. Der fokuseres på design af fremtidens diagnose- og behandlingsmetoder på hospitalet såvel som i felten. Du vil som færdig kandidat kunne arbejde som civilingeniør i medikotekniske virksomheder, på hospitaler samt på universiteter og hos myndigheder. ”Medicine and Technology” er en forskningsbaseret uddannelse, hvor du kan specialisere dig inden for tre felter: ”Avancerede sensorsystemer og multimodal signalbehandling”,
hvor en lang række diagnostiske informationer om den enkelte patient kan lede til en mere sikker diagnose, så som forudsigelse af epileptiske anfald. Det store område ”billeddiagnostik og strålingsfysik”, hvor du kan studere teknikkerne til at kikke ind i menneskekroppen med henblik på f.eks. at stille diagnose om kræft. ”Biomekanik og biomaterialer”, hvor du blandt andet kan beskæftige dig med karvæggens eftergivenhed og med de implantater, der kan indopereres i patienter.
Læs beskrivelsen af uddannelsen i studiehåndbogen.
Læs mere om uddannelsen på DTU Elektros hjemmesiden.
Læs de faglige forudsætninger for uddannelsen.
Læs kompetencebeskrivelsen for kandidatuddannelsen i medicin og teknologi og for studielinjerne under medicin og teknologi (signal- og modelbaseret diagnostik, billeddiagnostik og strålingsfysik samt biomekanik og biomaterialer).