Hvor mange undervisningstimer er der på en uge?
Det varierer meget, alt efter hvilken uddannelse du er optaget på, og hvor langt henne du er i studiet, men gennemsnitligt mellem 15 og 25 timer. Dertil skal du lægge tid til opgaveregning og forberedelse.
Er der flest skriftlige/mundtlige eksamener eller rapportafleveringer?
Der indgår ofte rapporter i eksamen, men der er også - især i starten af studiet - skriftlige eksamener. Der er kun ganske få egentlige mundtlige eksamener. En del eksamener er kombinationer af enten en mundtlig eller skriftlig eksamen og rapport eller mundtlig fremlæggelse af projekter og rapporter.
Hvor mange eksamener er der om året?
Det er forskelligt fra semester til semester og afhænger af, hvilke kurser du tager. Du vil normalt have flest eksameiner i starten af studiet, omkring tre eller fire eksamener hvert semester, senere to-tre pr. semester. En del kurser bliver afsluttet med en rapport, der enten laves alene eller udarbejdes i grupper. Rapporterne kan i nogle tilfælde være kombineret med enten mundtlige eller skriftlige eksamener.
Får jeg karakter i alle mine kurser?
Nej, der er en del kurser, der afsluttes med "Bestået/Ikke bestået".
Er kurserne på DTU meget teoretiske?
Teori er en væsentlig del af ingeniøruddannelsen. For at forstå, hvordan virkeligheden hænger sammen, er det nødvendigt med et teoretisk fundament. Du får en bred teoretisk undervisning i matematik, fysik og kemi.
Hvor mange timers forberedelse er der pr. dag?
Det er svært at svare generelt på, men på hverdage skal du regne med i gennemsnit at bruge mindst 8-9 timer om dagen inkl. forelæsninger, grupperegninger og øvelser på DTU, hvis du vil have mulighed for at holde fri i weekenderne. Der er naturligvis perioder, hvor du skal bruge mindre tid og perioder, hvor du skal bruge mere (fx i eksamensperioden).