EnglishIndeksKontaktTelefonbogDTU AlumniPortalenBiblioteketLedige stillinger

Studiestart

Hvornår skal jeg starte?
Ved sommerstart er den første undervisningsdag den mandag, der ligger tættest på den 1. september. I ugen inden ligger den såkaldte rustur.

Vinterstart er den mandag, der ligger tættest på den 1. februar. Rusturen ligger i weekenden før.

 

Hvad foregår der på rusturen?
På rusturene foregår der hovedsageligt sociale aktiviteter, da det primære formål er at lære dine medstuderende at kende. Du vil også blive introduceret til studiet og til DTU, ligesom du vil få information om, hvilken indsats der kræves for at være studerende på DTU. Det er DTU's studenterpolitiske forening, Polyteknisk Forening (PF) der arrangerer rusturene. Du kan læse mere om rusturene på på PF's hjemmeside.

 

Hvis jeg har spørgsmål, hvad gør jeg så? 
Efter rusturen bliver du tilknyttet en ældre studerende, en såkaldt "vektor", der det første år vil kunne hjælpe dig med en lang række spørgsmål og problemer der handler om det sociale liv på DTU.


Hvis du har spørgsmål om din uddannelse, og om det at være studernede kan du altid komme ned i Studievejledningen og tale med en studievejleder. 

 

Tutoren - din faglige vejleder

Alle nye bachelorstuderende på DTU er også tilknyttet en tutor, det vil sige en DTU-underviser, som kan bistå med vejledning af mere faglig karakter. Som ny studerende på DTU har du på den måde direkte adgang til din egen underviser, som kan hjælpe dig med at finde din "røde tråd" i studiet og vejlede dig i dine faglige spørgsmål. 

 

Er der stor forskel på gymnasiet og universitetet?
Ja, det er der.


En række af forskellene er fx:

  • Der er ikke mødepligt og fravær som i gymnasiet, så det er fuldstændig op til dig selv, om du vil komme til undervisning og aflevere dine opgaver. Enkelte kurser har dog mødepligt til øvelser. Det betyder, at der stilles større krav til din selvdisciplin på et universitet.
  • Der er eksamener (eventuelt rapportaflevering) i de fleste kurser hvert semester.
  • På universitetet skal du selv købe alle dine bøger.
  • På civilingeniøruddannelsen indebærer den enkeltes valg af fag og kurser, at de studerende efter et stykke tid deles ud på forskellige fagområder og derfor ikke kommer til at følges ad gennem hele studiet. Men mange studerende vælger at være med i faste studiegrupper gennem dele af uddannelsen. På diplomingeniøruddannelsen følges klasserne i højere grad gennem det meste af uddannelsen.
  • Og endelig, så er dit studium dit ansvar. Hvis du vælger at tage ansvaret på dig, kan du opnå rigtig stor indflydelse på hvordan dit studium skal tilrettelægges, hvad du lærer og hvordan du lærer det - fx gennem projekter i virksomheder, udenlandsophold, studierelevant arbejde m.m. 
Sidst opdateret 15.06.2011
Ansvarlig: Camilla Nørring
Top
Anker Engelunds Vej 1Bygn. 101A2800 Kgs. LyngbyTlf. 45 25 25 25CVR-nr. 30 06 09 46EAN-numre
DTU på YouTubeDTU på Facebook