
DTU prioriterer ansøgere i kvote 2 ud fra en helhedsvurdering af ansøgers motivation og studiepotentiale. Vurderingen sker alene ud fra de skriftlige ansøgninger. Husk, at du altid skal redegøre for de studierelevante emner, du har, de aktiviteter, du har gennemført, og de erfaringer, du har opnået.
Processen med at vurdere og prioritere ansøgere i kvote 2 kan sammenlignes med den proces, der normalt foregår ved en jobansættelse: Det handler for DTU om at vurdere, hvem af ansøgerne er bedst kvalificerede, mest studieegnede og har det største "ingeniørpotentiale".
I helhedsvurderingen af ansøgere ser vi på følgende faktorer:
-
Motivation
Vi lægger stor vægt på din motivation for at gennemføre uddannelsen. Det er derfor vigtigt, at du vedlægger en gennemarbejdet motiveret ansøgning. I den motiverede ansøgning skal du fortælle, hvorfor du brænder for at blive optaget på netop den uddannelse, du søger ind på, hvilke særlige kvalifikationer du har, og hvad du gerne vil bruge uddannelsen til. Du skal desuden fortælle, hvordan dine erfaringer og kvalifikationer matcher den uddannelse, du søger om at blive optaget på.
-
Karakterer og niveau i udvalgte fag
Dine evner inden for matematik og naturvidenskab er essentielle, når du vil uddanne dig til ingeniør. Vi lægger derfor stor vægt på, hvordan du har klaret disse fag: matematik, fysik og kemi. Til uddannelser hvor det er relevant, vil vi også vurdere dine evner inden for biologi, datalogi og samfundsfag.
-
Erhvervserfaring
Hvis du har haft studierelevant arbejde, som kan have bidraget positivt til at øge dine faglige eller personlige kvalifikationer, vil det indgå i vurderingen.
-
Anden uddannelse
Hvis du udover din adgangsgivende uddannelse har gennemført en fagligt relevant uddannelse eller dele af en fagligt relecant uddannelse, vil det indgå i vurderingen
-
Andre aktiviteter
Hvis du har gennemført aktiviteter eller opnået erfaringer, som kan have en positiv indflydelse på din studieegnethed, skal du huske at gøre opmærksom på det i den motiverede ansøgning. Det kan f.eks. være følgende aktiviteter: højskoleophold med relevant fagligt indhold, frivilligt arbejde, borgerligt ombud eller anden tjeneste, udlandsophold eller sprogkundskaber.
Hvis du er i gang med aktiviteter, som forbedrer dine kvalifikationer, kan disse aktiviteter godt blive regnet med i den samlede vurdering af dine kvalifikationer, selvom de ikke er afsluttet, når ansøgningsfristen for kvote 2 udløber. Du skal blot beskrive dine aktiviteter i din ansøgning og eftersende dokumentation for aktiviteterne, inden ansøgningsfristen for kvote 1 udløber.
Årets studenter
Årets studenter kan også godt søge optagelse i kvote 2, men på DTU er det er kun relevant for de af årets studenter, som inden eller under deres adgangsgivende eksamen har opnået relevante arbejds-, fritids- eller uddannelses-erfaringer af et væsentligt omfang. Ansøgere med en moden alder, som har mangesidige relevante erfaringer vil typisk blive prioriteret højere i kvote 2 end unge ansøgere, som primært har fulgt skolegang og derudover kun har nogle få, kortvarige, relevante erfaringer.