Den foreløbige bedømmelse af ph.d.-afhandlingen

Bedømmelsesudvalget afgiver en foreløbig, begrundet enig indstilling eller flertalsindstilling, om hvorvidt ph.d.-afhandlingen i den foreliggende form er egnet som baggrund for tildeling af ph.d.-graden. Dette sker senest 2 måneder efter indlevering af afhandlingen.

Der er ikke noget, der hedder ”betinget godkendt”

Bedømmelsesudvalget skal vurdere, om afhandlingen er godkendt til forsvar. Hvis afhandlingen er godkendt, betyder det, at den ph.d.-studerende kan forsvare afhandlingen, som den er. Bedømmelsesudvalget må gerne anbefale mindre ændringer, som den ph.d.-studerende forholder sig til inden forsvaret. Hvis bedømmelsesudvalget har krav om ændringer, skal bedømmelsen være negativ.

Kontoret for ph.d.- og efteruddannelse sender skemaer til brug for den foreløbige bedømmelse udfyldt med censorernes navne til hovedvejleder samtidig med, at hovedvejleder får besked om, at bedømmelsesudvalget er godkendt.

Når den foreløbige indstilling er færdig, sendes den til Kontoret for ph.d.- og efteruddannelse via DTU*DOC. Kontoret sender kopi af den forløbige indstilling til den ph.d.-studerende.

Finder bedømmelsesudvalget, at:

  • ph.d.-afhandlingen er egnet, kan forsvaret finde sted
  • ph.d.-afhandlingen ikke er egnet, skal indstillingen tillige omfatte en enig indstilling eller en flertalsindstilling, der kan danne baggrund for ph.d.-skolelederens afgørelse, om afhandlingen kan indleveres igen i revideret form og inden for hvilken afleveringsfrist. Den ph.d.-studerende og hovedvejleder skal have mulighed for inden for 2 uger at komme med bemærkninger til bedømmelsesudvalgets indstilling. 

Er ph.d.-afhandlingen efter indstilling ikke egnet, træffer ph.d.-skolelederen på baggrund af bedømmelsesudvalgets indstilling samt den ph.d.-studerendes og hovedvejlederens eventuelle bemærkninger en af følgende afgørelser:

  1. Forsvaret ikke kan finde sted.
  2. Afhandlingen kan indleveres igen i revideret form inden for en frist på mindst 3 måneder. Indleveres den igen, bedømmes den af det tidligere nedsatte bedømmelsesudvalg, med mindre særlige forhold gør sig gældende.
  3. Ph.d.-afhandlingen tages under bedømmelse af et nyt bedømmelsesudvalg.

Kontoret for ph.d.- og efteruddannelse meddeler hurtigst muligt afgørelsen til den ph.d.-studerende (Ph.d.-afhandlingen returneres til den ph.d.-studerende).