Fritid og fester

På DTU har du rig mulighed for at fylde din fritid ud med sociale aktiviteter. Hen over året er du som DTU-studrende inviteret med til en række traditionsrige fester og koncerter. Både på Lyngby og Ballerup Campus finder du stribevis af barer og caféer, som byder indenfor til en kop kaffe eller en fredagsøl. Du har også rig mulighed for at dyrke dine fritidsinteresser i en af DTU's mange foreninger og klubber - hvad enten du er til sport, kunst eller musik.

Fester

Efterårssemesteret sparkes i gang med et brag af en Sensommerfest, der foregår i kæmpe telte udendørs, hvor studieretningerne laver forskellige temafester.

Årsfesten er et traditionsrigt  og festligt højdepunkt i det akademiske år. Her deltager både kongelige, studerende og ansatte, og programmet byder på en blanding af officielle taler og uddeling af hædersbevisninger, festmiddag, lancier, dans og musik til langt ud på natten.

Endnu en stolt tradition er Oktoberfesten, hvor S-huset i flere dage er forvandlet til bierstube med langborde, tyrolermusik og øl i literkrus. 

Hvert semester afholdes en række fester/koncerter, der kaldes joints. RusJointen ligger i september måned, og VinterJointen ligger i februar måned. Begge fester er særligt for nystartede studerende, deres vektorer og KABS (Koordinator af Bachelor Studiestarten).

På Ballerup Campus danner Vernes Kælder den naturlige ramme for en lang række arrangementer og fester - bl.a. VKC, Verners Kaelder Challenge, hvor der dystes i discipliner som pool, bordfodbold, dart og snyd.


Caféer og barer

Rundt om på campus i både Lyngby og Ballerup byder caféer og fredagsbarer indenfor til en kop kaffe eller en fredagsøl. Mange steder er der også mulighed for et slag bordfodbold, pool eller ludo.

S-Huset

Både på Lyngby og Ballerup Campus finder du S-Huset, der er DTU’s studenterhus. Her kan du købe mad og drikke til studentervenlige priser, hænge ud med dine medstuderende og lade op til næste forelæsning. S-husene danner også rammen om diverse fredagsarrangementer.


Musik, kunst og kultur


Koncerter og musik

Oticon Salen på DTU Lyngby Campus danner hvert semester rammen om store koncerter, og med jævne mellemrum er der gratis fredagsrockkoncerter i Kælderbaren under S-huset i Lyngby. Hvert år i december måned inviterer DTU til den traditionelle julekoncert med skiftende solister.

DTU Kor

DTU Kor mødes en gang om ugen på DTU Lyngby Campus. Du kan også finde korgruppen på Facebook (”DTU University choir”). 

KlaverForum 

Klaverforum DTU er et mødested for ansatte og studerende med interesse for at spille klarver. Her kan man mødes under uformelle rammer og inspirere hinanden. Deltagerne i Klaverforum DTU er øvede amatører.

DTU Music på DTU Ballerup Campus 

Studerende på DTU Ballerup Campus kan blive medlemmer af musikforeningen DTU Music, som har et øvelokale i kælderen på campus. I øvelokalet finder du trommer, percussion, guitar, bas, forstærkere, optageudstyr og meget andet gear og grej.
DTU Music på DTU Ballerup Campus

DTU Kunstforening

DTU Kunstforening dyrker interessen for kunst og kunstnerisk udfoldelse, blandt andet ved at tilføre teknikken en kunstnerisk dimension. Foreningen afholder udstillinger og arrangementer i løbet af året. 
DTU's Kunstforening


Øvrige sociale arrangementer

I løbet af året afholder DTU's studenterorganisation, Polyteknisik Forening, PF, en række arrangementer, bl.a. fodboldturneringer, motionsløb og skitur. 
Læs mere på Polyteknisk Forenings hjemmeside


Sport

DTU har et stort udvalg af idrætsfaciliteter – både indendørs og udendørs. Indendørs er der to sportshaller, hvor du f.eks. kan spille fodbold og badminton. Du kan også træne de rette ski-bevægelser, danse, dyrke spinning og yoga eller gå i det veludstyrede fitnesscenter. Udendørs har vi fodbold-, rugby-, basket- og beachvolleybaner.

Rundt om DTU Lyngby Campus er der anlagt en fem km lang løbesti. Fredag op til efterårsferien afholder PF hvert år et motionsløb på løbestien.

DTU Ballerup Campus har sit eget motionscenter, hvor man som studerende kan blive medlem og træne, når det passer i ens program. Stedet er indrettet med avanceret vægttræningsudstyr og udstyr til konditionstræning.

Læs mere på DTU Sports hjemmeside


Fritidsklubber

DTU's studenterforening, Polyteknisik Forening, PF, tilbyder sine medlemmer adgang til en bred vifte af fritidsklubber - bl.a. en raketklub, en fotoklub og en keramikklub.
Læs mere på Polyteknisk Forenings hjemmeside