EnglishIndeksKontaktTelefonbogDTU AlumniPortalenBiblioteketLedige stillinger

Dansk brintbil bedst i verden!

Et hold studerende fra DTU vandt i år i det uofficielle verdensmesterskab i at køre længst muligt på literen i en selvkonstrueret brintbil.

/upload/dtu kommunikation/dynamobil i fart.jpg

 

De studerende fra Danmarks Tekniske Universitet har sat alt og alle på plads med deres selvkonstruerede brintbil, DTU Dynamo. DTU-studerende rejste i maj måned til Frankrig for at deltage i verdens største økonomiløb, Shell Eco-marathon 2005 - i konkurrence med 280 virksomheds- og studenterhold fra hele verden. 

 

En liter benzin – 671 kilometer

DTU Dynamo, brugte 10 gram brint på at tilbagelægge små 25 kilometer, omregnet svarer det til ikke mindre end 671 kilometer på en liter brændstof. Det er ny verdensrekord for klassen. Derudover modtag holdet specialjuryens 2. pris i kategorien "Teknisk Innovation" for deres selvudviklede brændstofsystem. Bilen blev kaldt "Legemliggørelsen af løbsarrangørernes drømme for denne biltype" ved dagens præmieoverrækkelse.

 
"Det var en fantastisk fornemmelse at køre bilen rundt på banen og mærke, at alt klappede som det skulle. Det er utroligt, at vi har vundet, og vi er både glade og stolte over vores resultat af mange måneders hårdt arbejde", siger DTU-studerende Sarah Nete Back, der kørte bilen til verdensrekorden og sejren.

 

”Jeg vil ikke prale af at være den bedste bilist på holdet. Når sandheden skal frem, så er jeg udvalgt som kører, fordi jeg er den, der vejer mindst. Lav vægt er selvfølgelig en fordel, når man skal køre længst muligt på literen,” smiler Nadja. En anden i teamet, diplomingeniørstuderende, Frederik Philipsen, har motorløb som hobby:

 

”Når jeg kører rallycross, gælder det nærmest om at få brændt så meget brændstof af som muligt! Det kan jeg ikke bruge til så meget i denne sammenhæng. Alligevel er der en lighed, nemlig at begge former for motorløb handler om forberedelse og perfektionisme. På motorbanerne ser du tit folk komme med meget dyre motorer og så udgå, fordi tingene ikke er skruet ordentligt sammen.”

 

Har tre forsøg

I alt 22 DTU-studerende er med i projektet. De er delt ind i tre grupper. En udvikler selve motoren, en udvikler chassis’et og den tredje gruppe står for transmission - altså overførslen af kraft fra motoren til hjulene.

 

De studerende får studiepoint for deres deltagelse i projektet som en del af kurset i ”Forbrændingsmotorer og transport” under Energiteknik.

 

”Det er rigtig fint, at vi ikke bare er på skolebænken, men faktisk ender med et resultat, som skal ud at køre. Det er en meget tilfredsstillende måde at lære stoffet på,” siger Nadja Lynge Hansen.

 

Selve konkurrencen foregik på den måde, at hvert hold over de to dage havde i alt fire forsøg, hvoraf kun det bedste kommer til at tælle. Bilen skulle hver gang køre 25 kilometer, og den skulle holde en gennemsnitshastighed på mindst 30 km/t. Inden og efter hvert forsøg blev tanken vejet, så man helt nøjagtigt kunne fastslå, hvor meget brændstof, der var forbrugt.

 

DTU-holdet stillede op i konkurrencen med kort varsel efter en opfordring fra Dansk Shell, som sponsorerede holdets rejse til Frankrig. Også DTU og DTU Mekanik-instituttet har ydet økonomisk støtte til bilen.

Alternativt brændstof
DTU’s bil kører på DME, dimethyl-ether, der blandt andet kan fremstilles på basis af naturgas. DTU og Haldor Topsøe A/S har i en årrække samarbejdet om at udvikle motorer, der kan køre på DME. Lykkes det at udvikle effektive DME-motorer, vil det betyde en stor udvidelse af verdens energireserver - DME kan nemlig også fremstilles ud fra andre kulbrinteforbindelser som sumpgas og biogas.

 

”På den måde kommer deltagelsen i Shell Øko-maraton absolut til at ligge i forlængelse af vores forskning. Det er et eksempel på, at uddannelse, forskning og innovation går op i en højere enhed,”siger holdets underviser Ion Sivebæk.

 

 /upload/dtu kommunikation/dynamo01 copy.jpg

 

Endnu en sejr til DTU Dynamo

I juni måned slog ingeniørstuderende fra DTU endnu engang fast, at ingen kan overhale brintbilen DTU Dynamo når det gælder brændstoføkonomi.

 

De studerende og bilen var inviteret til et økonomiløb på dækproducenten Michelins testbane i den franske by Ladoux, og i klassen for små bybiler vandt DTU-bilen endnu et løb i konkurrence med universiteter og biludviklere fra hele Europa.

 

Det var ikke bare brændstoføkonomien, men også hastighed, der talte i løbet. Både placeringen i de i alt tre heats og brændstofforbruget var afgørende for hvem af de i alt 25 inviterede teams, der skulle udråbes til vinder.

 

”Vi overraskede konkurrenterne ved både at slå dem på hastighed og brændstofforbrug i det første løb. Derefter var de andre jo presse til at tune deres motorer, og dermed hæve deres forbrug af brændstof i de efterfølgende heats, hvor vi kunne køre taktisk”, siger studerende Troels Holm Pedersen.

 

Team på tværs

Projektet har samtidig en social funktion på tværs af DTU’s uddannelser fortæller Nadja Lynge Hansen:

 

”Der er studerende med fra mindst fire årgange, flere retninger og lige mange fra diplom- og civilingeniøruddannelserne. Og alle er lige entusiastiske!”

 

DTU Dynamo lever stadig, og de studerende arbejder i øjeblikket på at finjustere den, for eksempel kigge på brændselcellens størrelse, overveje ændringer i karrosseriets konstruktion, justere motoren, så den bliver toptunet til fremtidige konkurrencer.

Sidst opdateret af  07.07.2008
Ansvarlig: Trylle Christa Arnfred
Top
Anker Engelunds Vej 1Bygn. 101A2800 Kgs. LyngbyTlf. 45 25 25 25CVR-nr. 30 06 09 46EAN-numre
DTU på YouTubeDTU på Facebook