20. august 2008
Billedanalyse sikrer kvaliteten
Digital, fotografisk teknologi kan forbedre kvalitetskontrol og fødevaresikkerhed
Ny teknologi, udviklet på DTU Informatik og kommercialiseret af Videometer A/S, kan afsløre minimale farveforskelle i fødevarer og andre materialer. Teknologien kaldes multispektral billeddannelse. Den anvendes bl.a. til at sortere fremmede frø fra de frø, der indgår i produktionen af primeur-salater, til at opdage skimmel på maltbyg og til kvalitetskontrol i mejeri- og slagterisektoren. Multispektral billeddannelse har et stort potentiale i kvalitetskontrol og fødevaresikkerhed, fordi metoden giver mere nøjagtige resultater end konventionel billedanalyse og er hurtigere end traditionel prøveudtagning.
Græsfrø kontrolleres visuelt
Hos DLF-TRIFOLIUM A/S anvender man den multispektrale billeddannelse til at kontrollere renheden af græsfrøpartier. “Når vi renser råvaren fra landmanden, kan vi ved hjælp af en prøve af frøene se hvor mange ukrudtsfrø eller tomme frø, prøven indeholder”, fortæller kvalitetschef Dot Vittrup. “Vi bruger resultaterne til at indstille vores rensemaskiner, så vi kan frarense ukrudtsfrø fra græsfrøpartiet selv om frøene i størrelse og udseende ligner hinanden meget. Herved kan vi fra start få renset partiet i første få renset partiet så det lever op til EU’s standarder om renhedsprocenter og maks indhold af bestemte ukrudtsarter”. Prototypen er kun installeret på en enkel af DLF-TRIFOLIUMs ti produktionsafdelinger her i Danmark, men Dot Vittrup ser gerne teknologien indført på alle afdelinger inklusiv de udenlandske. En sammenligning af resultaterne med laboratorieanalyser, viser nemlig, at billedanalysen kan anslå renhedsprocenten med en procents fejlmargin, hvilket er tilstrækkeligt til at undgå unødvendige omrensninger.
Vi spiser farver
”Bag farverne i de fødevarer, vi spiser, ligger der kemi”, forklarer lektor Jens Michael Carstensen, der har udviklet teknologien. ”Den multispektrale billeddannelse er en digital optageteknik, der tillader os at se minimale farveforskelle, og dermed afsløre forskelle i den kemiske sammensætning, der er usynlige for det blotte øje”. Det betyder, at man ved hjælp af den multispektrale billeddannelse kan se om kødet er helt frisk eller om det er begyndt at få en mørkere farve, fordi myoglobinet er oxideret – og om skimmelosten er jævnt podet med skimmelsvamp. Teknologien bag den multispektrale billeddannelse kan sammenlignes med digitalt fotografi. Men mens det konventionelle, digitale kamera i lighed med det menneskelige øje opererer med farver, der er sammensat af primærfarverne rød, grøn og blå, arbejder de multispektrale kameraer med mange flere bølgelængder, fra UV-området, som ligger mellem 200 og 400 nm til det nær-infrarøde område, som ligger mellem 900 og 2200 nm. Fødevarerne placeres under kameraet og belyses ved hjælp af dioder med lys i forskellige bølgelængder. Hvis der er noget, der adskiller sig rent overfladekemisk, som fx oxidation, forurening eller infektion med skimmel, kan det ses som en plet på billedet. Metoden bliver blandt andet brugt på græsfrø og maltbyg, fortæller Jens Michael Carstensen.
Fra grundforskning til kommercielt produkt
”Udviklingen af den multispektrale billeddannelse startede i midten af halvfemserne, og blev støttet af Center for IT-forskning”, siger Jens Michael Carstensen. ”Nu er vi færdige med at udvikle instrumenteringen og arbejder med at udvikle analysemetoder til forskellige applikationer – mens det er Videometer A/S, som blev etableret i 2000, der står for den kommercielle del, herunder også udvikling af og ansvar for hardwaren”. Ud over de nævnte applikationer, bliver teknologien også anvendt til at undersøge virkningen af forskellige ingredienser og kulturer i fødevaresektoren – og Jens Michael Carstensen fremhæver, at teknologien kan anvendes på tekstiler, metal, farmaceutiske produkter og kosmetik.
|
Jens Michael Carstensen beskytter øjnene mod UV-lyseet ved laboratorieudgaven af analyseapparatet
|
--------------------------------------------------------------------------------------------------------------
FoodDTU - fra hav og jord til forbruger og bord
FoodDTU er et internationalt kompetencecenter for viden om fødevarer. FoodDTU omfatter ni enheder under Danmarks Tekniske Universitet med 1.300 forskere og ph.d.-studerende. FoodDTU forsker, underviser og rådgiver om alle aspekter af fødevarer.
Centeret ledes af lektor Alan Friis, , tlf: 4525 2613
Nyhedsbrevet FoodDTU - Midt i ugen udkommer hver onsdag på hjemmesiden www.fooddtu.dk
Man kan også abonnere på nyhedsbrevet via e-mail - abonnementet oprettes her
Redaktion af FoodDTU - Midt i Ugen: forskningskoordinator Charlotte Kølln,
--------------------------------------------------------------------------------------------------------------