Modelcenters udadrettede aktiviteter knytter sig især til formidling og en koordinerende rolle i forhold til udbredelse af viden om det arbejde, der sker i Danmark inden for data og modeller på transportområdet. Dette afspejler sig i de planlagte aktiviteter for Modelcenter.
Modelcenter vil eksempelvis sammenkalde arbejdsgrupper på tværs af organisationer inden for transportområdet til diskussion af aktuelle spørgsmål og udveksling af erfaringer. Således har en DataArbejdsgruppe allerede været i gang med at gennemgå forskellige metoder for indsamling og opregning af tællinger.
For en bredere kreds oprettes netværk for henholdsvis data og modeller. Interesserede kan frit tilmelde sig disse netværk, hvor der er mulighed for at have kontakt med andre med samme interesser. På hjemmesidens debatforum kan man således skrive indlæg eller stille spørgsmål til netværket eller svare på andres indlæg eller spørgsmål. Der er endvidere mulighed for at annoncere lokale og internationale arrangementer af interesse for netværkene via hjemmesiden.
Endelig arrangerer Modelcenter egne seminarer, der også annonceres her på siden. På seminarerne vil vi tage forskellige emner i relation til data og modeller op.