Turmatricer beskriver antallet af trafikanter der rejser mellem givne zonepar. Der kan opbygges matricer for den samlede trafik eller for enkelte turformål eller transportmidler. I mindre trafikmodeller, der eksempelvis kun omfatter fordeling af trafik for et transportmiddel på et net, kan turmatricen indgå som input til modellen. I større trafikmodelkomplekser derimod, fastlægges turmatricerne ofte implicit i modellen, mens de ’observerede’ turmatricer benyttes til en kalibrering af modellen.
I mange tilfælde konstrueres turmatricerne på baggrund af de øvrige datatyper eventuelt med udgangspunkt i tidligere turmatricer. Matricerne opbygges typisk i forbindelse med trafikmodelprojekter, hvor data knyttes til modellernes geografiske dækning. Kun i sjældne tilfælde gennemføres egentlige dataindsamlinger til fastlæggelse af turmatricer. DTF har dog gennemført to store turmatrix-projekter inden for de senere år. Det første omhandlede godsmatricer for trafikken i, til, fra og gennem Danmark. Matricerne er primært baseret på tidligere trafikmodellers matricer samt internationale handelsstatistikker. Matricerne har basisår 2003 og er opdelt på transportmidler og varetyper. Det andet projekt omhandler personmatricer for Hovedstadsområdet. Her er matricerne baseret på blandt andet TU og befolkningens socioøkonomiske karakteristika. Matricerne er opdelt på transportmidler og turformål med basisår 2004. Disse matricer indgår i grundlaget for den igangværende reestimationen af OTM.
Da turmatricerne af princip er en sammensætning af mange forskellige datakilder er der en væsentlig efterbehandling i forbindelse med etableringen af turmatricer. Derfor kan der være store fordele ved at kunne tage udgangspunkt i tidligere matricer.
Målsætningen for ModelCenter er, at turmatricer fastlagt i forbindelse med trafikmodelarbejder opsamles i centret og gøres tilgængelige gennem ModelCenter’s biblioteksfunktion.