Titel
Øresundsmodel
År
1999, modellen blev arkiveret i 2002
Ejer
Øresundsbro Konsortiet
Bygget af
COWI, MWA (England) og InRegia (Sverige)
Formål
Modellen danner grundlag for prognoser for trafikken på Øresundsbron forud for broens åbning
Modeltype
Modellen er benyttet til trafikprognoser forud for åbningen af Øresundsbron samt til analyse af pris- og rabatstrukturer efter åbningen. Personmodellerne fordeler trafikken på bil, bus, tog og færger. Godsmodellen fordeler trafikken på 4 forskellige lastbiltyper samt bane/kombitrafik. Modellen dækker samtlige rejsekorridorer mellem det sydlige Norge og Danmark, Danmark og Sverige samt Sverige og Kontinentet (over Østersøen). Fokus ligger dog på trafikken over Øresund mellem Hovedstadsregionen og Skåne (Øresundsregionen). Analyseområdet er delt i 167 zoner.
Overordnede tekniske detaljer
Det samlede modelsystem består af tre tværgående modeller: En model for lokal persontransport, en for international persontransport og en for international godstransport. Alle de tre modeller er opbygget som tværsnitsmodeller.
Personmodellerne er en kombination af en traditionel vækstmodel, en generationsmodel (for valg af destination) og en nested logit model (for valg af transportmiddel og overfart). I den sidste model skelnes på den ene side mellem om turene benytter et eller flere transportmidler, eksempelvis om en tur er sammensat af bil på den ene side, færge over og kollektiv på den anden side af Øresund, og på den anden side, hvilken færge eller bro, der benyttes til at krydse Kattegat/Øresund/Østersøen. Derimod foretages der ikke en udlægning af trafikken på net i de respektive lande. Endelig er der indlagt en land-use model, som giver mulighed for en re-allokering af boliger og arbejdspladser betinget af åbning af Øresundsbron.
Personmodellen genererer trafikprognoser for henholdsvis korte ture, dvs. ture der har både udgangspunkt og mål inden for Øresundsregionen, og lange ture, dvs. ture hvor udgangspunkt og/eller mål ligger uden for Øresundsregionen. Modellen for korte personture skelner mellem bopælsbaserede ture, korte ture der foretages af bosiddende uden for Øresundsregionen og rejser med et bestemt formål. Samtidig skelner modellen efter om bopæl henholdsvis arbejdsplads er placeret i Danmark eller Sverige. Modellen for lange personture arbejder med forretningsrejser og andre rejser.
Godsmodellen er en kombination af en traditionel vækstmodel og en nested logit model (for valg af transportmiddel). Derimod foretages der ikke valg af destination eller udlægning af trafikken på net. Der skelnes mellem om godset er bulk eller stykgods, samt om det er lav- eller højværdi gods. I vækstmodellen skelnes endvidere efter korte og lange ture. For valg af transportmiddel er modellen opbygget med et overordnet valg mellem vej og bane samt for vej et valg mellem forskellige lastvognstyper.
Data
Modellen baseres på 32.000 RP interviews samt 1.500 SP interviews foretaget i løbet af 1995-1996 blandt rejsende mellem Danmark og Sverige. Derudover indgår data fra rejsevaneundersøgelserne i Danmark og Sverige.
Software
Efterspørgselsmodellerne er estimeret i ALOGIT og rutevalg fastlægges i TRIPS, der samtidig danner grundlag for opbygningen af brugerfladen.
Kontakt: