Adreas Graae - fremtidens IT Leder

Fremtidens IT-leder vandt en plads på DTU's eMBA, MMT programmet

Monday 28 Jun 10
Det var i skarp konkurrence med 21 andre kandidater at 32-årige Andreas Graae løb med titlen Fremtidens IT-leder og dermed et stipendium til DTU's eMBA - Master in Management of Technology (MMT) til en værdi af 250.000 kroner.

Overrækkelsen fandt sted på DTU Business, hvor alle de nominerede til prisen deltog samt juryen bestående af Søren Salomo, Professor & Direktør for DTU Business, Peter Schleidt, IT-direktør i Danske Bank, Brit Kannegaard Johannessen, Corporate Vice President, NNIT og Karin Skjødt Hindkjær, HR-og Kommunikationsdirektør i KMD. 

Valget af Fremtidens IT-leder

Andreas Graae har en matematisk baggrund og er uddannet software- og civilingeniør på DTU.  Sammen med to medstuderende stiftede han i 2006 virksomheden Zmag, hvor han fik titlen teknisk direktør og ansvar for 30 mennesker. Zmag har nu 60 ansatte og er blevet en international virksomhed med kontorer i København, London og Boston.

Chefredaktør på Computerworld og jurymedlem Line Ørskov forklarede ved overrækkelsen juryens begrundelse for valget af Andreas Graae:

"I en alder af 32 år har Andreas drevet det vidt både i forhold til forretningsresultater og i forhold til ledelse. Han besidder iværksættergenet og har demonstreret, at han kan bygge en ny forretning med stærkt afsæt i IT. Hans erfaringer inden for det strategiske, forretningsopbygning og det internationale har givet ham en forsmag på den kompleksitet fremtidens it-leder, skal kunne mestre".

Det er første år Computerworld i samarbejde med DTU Business uddeler prisen.

Du kan læse mere om Fremtidens It-leder ved at klikke her.