Akustik og lys (DTU Elektro)

Akustikken i et rum påvirkes af lyset

mandag 29 jan 18

Kontakt

Finnur Kári Pind Jörgensson
Ph.d.-studerende
DTU Elektro
45 25 39 33
Akustikforskerne på DTU har deltaget i et forsøg, der gav overraskende ny viden om lysets betydning for lyden i et rum.

Et samarbejde mellem Henning Larsen Architects, en lysdesigner fra Kunstakademiets Arkitektskole og akustik-ingeniører fra DTU har for nylig påvist, at støjniveauet i en folkeskoleklasse påvirkes markant af belysningens karakter. Forskerne gennemførte en række forsøg i identiske klasselokaler på en skole i Aarhus. Lyset blev i forsøgene ændret, så det i nogle undervisningstimer var et ensartet loftlys fra traditionelle institutionslamper, og i andre timer var et koncentreret lys fra opsatte pendler over bordene i stil med det, vi kender hjemmefra.

”Vi har gennemført målinger af støjniveauet med forskellig lyssætning. Det viste sig hurtigt, at det koncentrerede lys fra pendlerne fik børnene til at være markant mere stille, end når loftlyset var tændt,” forklarer Finnur Pind. Han har sammen med kollegaer fra DTU Elektro bistået med avancerede målinger af lydniveauet, så det bl.a. var muligt at skelne mellem lyde fra henholdsvis elever og lærer. 

”Målingerne viste, at lyden ved brug af pendlerne blev reduceret med mellem en og seks decibel i tre fjerdedel af undervisningssituationerne. En reduktion på en decibel kan det menneskelige øre dårligt opfatte, men en reduktion på tre decibel i støjniveauet er tydelig – og en forskel på seks decibel er endog meget tydelig. Det resultat havde vi ikke forestillet os på forhånd,” siger Finnur Pind. 

Interessant for DTUs auditorier
De overraskende nye resultater kan være interessante i forhold til at skabe en god akustik i rum, der skal anvendes til forskellige formål. Det er hidtil primært sket ved at anvende forskellige typer lyddæmpende materialer, men resultatet af forsøgene på folkeskolen vil betyde, at belysning fremover også kan indgå som et parameter. 

Som et eksempel nævner Finnur Pind DTUs auditorier, hvor mange har oplevet forskellen på at deltage i en forelæsning og et efterfølgende gruppearbejde.   

”Ved forelæsningen er der kun én taler – og auditoriet er derfor indrettet akustisk, så alle nemt kan høre, hvad der bliver sagt. Men ved gruppearbejdet er der pludselig mange mennesker, der taler samtidig, og det er vanskeligt at høre netop den person, man gerne vil. Ideelt set skulle man derfor kunne ændre det lydabsorberende materiale i rummet i forhold til de to forskellige situationer – men det er en meget dyr løsning, som typisk kun anvendes i eksempelvis koncerthaller. Hvis man i stedet kan skifte mellem eksempelvis loftlys til forelæsningen og fokuseret lys fra pendler til brug ved gruppearbejdet, vil det på en økonomisk overkommelig måde formodentlig kunne give den samme effekt”, siger Finnur Pind.

Ny væsentlig viden
Akustik- og lyseksperter har traditionelt haft modstridende interesser i forhold til indretning af nye bygninger. Ønsket om et stort lysindfald, mange vinduer, højt til loftet osv. harmonerer sjældent med muligheden for at skabe en god akustik. 

”Med den nye viden om sammenhængen mellem belysning og akustik er jeg overbevist om, at det vil ændre sig fremover, så de to områder i større udstrækning bliver integreret. Der er i hvert fald stor interesse for vores forsøg blandt akustikere, bl.a. skal vi præsentere dem ved den største europæiske konference Euro Noise 2018 senere på året,” siger Finnur Pind. Også Henning Larsen Architects, der har sat forsøget i gang, vil fremover have fokus på at øge samarbejdet mellem lys og akustik.

Fakta om undersøgelsen

Støjniveauet er målt i traditionelle læringssituationer, hvor elever arbejder med deres opgaver enkeltvis eller to og to på deres pladser, mens læreren går rundt og svarer på spørgsmål.

Forsøget er gennemført på indskolings- og mellemtrinsklasser på Frederiksbjerg Skole i Aarhus.

I ca. en fjerdedel af læringssituationer faldt støjniveauet under 1 decibel, hvilket det menneskelige øre ikke kan høre.

I ca. halvdelen af læringssituationerne er støjen faldet mellem 1 og 3 decibel, hvilket er signifikant for det menneskelige øre.

I ca. en fjerdedel af tilfældene er støjen faldet mellem 3 og 6 decibel, hvilket er meget signifikant for det menneskelige øre.