Foto: Shutterstock

Stærk universitetsforskning gavner den danske life science-sektor

tirsdag 13 mar 18

DTU’s definition af life science

”Life science-forskning består af alle områder af videnskab, der involverer forskning i biologiske systemer og levende organismer (såsom celler, bakterier, planter, dyr, mennesker) samt forskning i teknologi (herunder bioengineering) til udvikling og produktion af life science-baserede produkter inden for medicin, sundhedsteknologi, fødevarer, industriel biotek, miljø og bioenergi.”

Kilde: definitionen er udarbejdet af iris group i samarbejde med dtu i forbindelse med analysen ’Dansk life science under mikroskop’.
Life science-sektoren er en vigtig vækstmotor for dansk økonomi. Universitetsforskning spiller en afgørende rolle i life sciencevirksomhedernes udvikling og vækst.

Den danske life sciencesektor er tæt knyttet til landets universiteter. Det afspejles ikke kun i den geografiske afstand til universiteterne, hvor mere end halvdelen af alle danske life science- virksomheder ligger under fem kilometer fra et universitet. Det afspejles også i virksomhedernes udvikling, vækst og konkurrenceevne. Det fremgår af analysen ’Dansk life science under mikroskop’, der er udført af IRIS Group for DTU.

Analysen viser, at fire ud af fem virksomheder i life sciencesektoren har samarbejdet med et dansk universitet i perioden 2014-16. Det svarer til mere end 400 virksomheder. De fleste samarbejdsprojekter har ført til konkrete forretningsmæssige forbedringer i virksomhederne, og samlet vurderer virksomhederne, at samarbejdet fører til forbedringer i konkurrenceevnen.

Samspil i hele værdikæden

Life science-virksomhedernes tætte samspil med universiteterne er vigtigt i hele værdikæden i virksomhederne – fra udvikling af helt nye teknologier over produktudvikling til produktion, dokumentation og kvalitetssikring af eksisterende produkter. Dermed adskiller life science- sektoren sig fra øvrige sektorer, hvor samarbejdet med universiteterne oftest gavner virksomhederne i de tidlige dele af værdikæden.

Analysen ’Dansk life science under mikroskop’ er bl.a. baseret på en spørgeskemaundersøgelse blandt 561 aktive life science-virksomheder i Danmark. Analysen arbejder med en bred definition af life science, der omfatter mere end farma- og medikoområdet (se faktaboks). 169 virksomheder deltog i analysen. Heraf svarer næsten 80 pct., at de tillægger det stor eller meget stor betydning, at Danmark har forskningsmiljøer i den internationale elite, og de adspurgte vurderer, at det er et vigtigt rammevilkår for virksomhedernes fremtidige vækst og udvikling.

 

 

Baggrundsbilledet forestiller en T-celle, en særlig type hvide bloglegemer, der spiller en central rolle i immunsystemet.


DTU udvikler metoder, der kan genkende specifikke T-celler for at bruge dem i personlig diagnostik inden for immunterapi. Læs mere om dette arbejde i artiklen: 'LINK').

Foto: Shutterstock

   Photo: Shutterstock

Industri med et kæmpe vækstpotentiale

Regeringens vækstteam for life science præsenterede i foråret 2017 en analyse med 17 anbefalinger til at sikre vækst i danske lægemiddelog medikovirksomheder. Teamets første anbefaling er, at Danmark skal afsætte flere ressourcer og målrette den offentlige forskning. Analysen beskriver en stadig hårdere konkurrence om de offentlige forskningspenge som følge af de seneste års nedskæringer i bevillingerne. Nedskæringerne vil få konsekvenser for Danmark, hvis velstand ikke er drevet af naturressourcer, men af viden, mener vækstteamet.

”Life science-industrien er en af de vigtigste bidragsydere til dansk økonomi, eksport og vækst og har fortsat et stort potentiale, som vi kun kan realisere, hvis rammebetingelserne er i verdensklasse,” sagde formanden for vækstteamet, administrerende direktør i Teva Pharmaceutical Industries Kåre Schultz, i en pressemeddelelse ved præsentationen af de 17 anbefalinger.

Sektoren er uhyggelig mobil

Dansk Industri, DI, fremlagde i efteråret 2017 enslydende konklusioner i analysen ’Global vækst – sundhedsindustriens eksport er rekordhøj’.

Analysen viser, at den danske sundhedsindustris eksport af lægemidler, medikoteknisk udstyr og medikotekniske hjælpemidler fylder mere i dansk eksport end nogensinde før. Ifølge analysen har sundhedsindustrien fra 2010 til 2016 øget den årlige eksport fra 66 mia. kr. til 108 mia. kr., hvilket er en stigning på 63 pct.

Til sammenligning er den øvrige danske vareeksport vokset med 11 pct. i samme periode. Sundhedsindustrien er en vigtig vækstmotor for dansk økonomi, konkluderer DI i analysen. Men Danmark må ikke tage den for givet. For har virksomhederne i life science-sektoren ikke gode vilkår, vil de etablere sig i andre lande, siger DI’s sundhedspolitiske chef, Mie Rasbech:

”Det er vigtigt, at der bliver lyttet til virksomhedernes behov, for det er en branche, som er helt uhyggelig mobil. Life science-virksomhederne kan hurtigt vælge at flytte ud af landet og hen, hvor der er bedre vilkår som lavere beskatning eller højere offentlige investeringer i forskningen. Det er en reel trussel, og vi har set det ske for Sverige, der tidligere havde en stor life scienceindustri,” siger Mie Rasbech.

Øg investeringer i forskning

DI tilslutter sig regeringens vækstteams anbefalinger fuldt ud og mener således, at et af de afgørende rammevilkår for danske life science-virksomheder er øgede og målrettede offentlige investeringer i forskning.

”Universiteternes life science-forskning indgår i et vigtigt økosystem, hvor uddannelsen af højt kvalificeret arbejdskraft er helt afgørende for virksomhedernes rekruttering og udvikling. Desuden er idé-genereringen på universiteterne og den innovation, der kan kommercialiseres, også et vigtigt bidrag til branchen. Spinouts kan blive opkøbt af større virksomheder og udløse virksomhedernes vækstpotentiale. Spinouts, som forbliver selvstændige virksomheder, giver life sciencebranchen volumen og understøtter Danmarks styrkeposition inden for life science. Det kan betyde, at udlandet får øje på Danmark, så vi kan tiltrække udenlandske forskere, erhvervsprofiler og investeringer til landet,” siger Mie Rasbech. 

Life science – meget mere end lægemidler

Sektoren er her i landet mest kendt for de større farma-virksomheder. Men life science har over de seneste 15-20 år forgrenet sig og omfatter nu også et større antal højteknologiske smv’er. En del af disse udspringer af life science-forskningen på danske universiteter, hvor man har opnået videnskabelige gennembrud inden for bl.a. det humane genom, cellefabrikker, proteinforskning, bioaktive stoffer fra f.eks. planter samt nanoteknologiske og mikrobiologiske processer.


Kilde: Analysen ’Dansk life science under mikroskop’.

Relaterede Videoer  

Vis flere