Projektleder til Blue INNOship II

DTU Management Engineering
onsdag 28 jun 17

Send ansøgning

Frist 1. august 2017
Du kan søge om jobbet ved DTU Management Engineering ved at udfylde den efterfølgende ansøgningsformular.

Ansøg online

Blue INNOship II søger projektleder.

Blue INNOship II
I april 2017 anbefalede Det Blå Vækstteam en fortsættelse af Blue INNOship1 for at sætte fokus på den hurtigt voksende digitalisering og automatisering, som vil skabe et mere komplekst og udfordrende miljø at navigere i for Det Blå Danmark. Bolden bliver nu taget op ved at initiere en fortsættelse af Blue INNOship. Formålet er klart: At sikre, at det Blå Danmark er klar til at håndtere fremtidens udfordringer, hvor især digitalisering er et nøgleord.

I første omgang igangsætter vi en indledende proces, som består af samspil mellem industrien, universiteter, maritime professionsskoler, GTS institutter, organisationer og myndigheder m.v. Det er her, vi får brug for en stærk projektleder.

Blue INNOship II vil have fokus på ”fremtidens smarte skib”, hvilket bl.a. kan dække over digitale og elektroniske løsninger, big data, udstyr med måle- og kontrol interfaces, beslutningsstøtte og Internet of Things, cybersikkerhed, fremtidens forretningsmodeller, bæredygtighed og energieffektivitet.

Arbejdsopgaver
Følgende er centrale: 

Projektfase 1 og 2 skal udmønte sig i to leverancer: 

  1. En platform, der med udgangspunkt i Vækstteamets rapport beskriver Det Blå Danmarks styrker, udfordringer og udviklingsmuligheder m.v. Samtidig med, at platformen tager udgangspunkt i ”fremtidens smarte skib”, skal den opstille grænseflader i forhold til fx havne samt transport- og logistiksystemer.
  2. En Blue INNOship II ansøgning til Innovationsfonden, hvor der fokuseres på ”fremtidens smarte skib”. Arbejdet med grænseflader skal åbne op over for, at der kan iværksættes projekter ud over Blue INNOship II.

Gennem processen at involvere: 

  • Centrale danske stakeholdere i Det Blå Danmark, herunder universiteter, GTS’ere, maritime (professions)skoler, virksomheder, organisationer og myndigheder.
  • Aktører der kan være med til at give stakeholdere i Det Blå Danmark nye perspektiver på udviklingspotentialer og samarbejder.
  • Evt. udenlandske samarbejdspartnere, herunder virksomheder og universiteter og Horizon2020.

Kvalifikationer
Vi forventer, at du har en videregående uddannelse som cand.merc. eller lignende og derudover at du:

  • Har erfaring inden for projektledelse og kan lede og styre en strategi- og ansøgningsproces.
  • Har maritimt kendskab og et maritimt netværk.
  • Er bekendt med at skrive store ansøgninger og kan formulere ansøgningen, så den rammer Innovationsfondens formål og samtidig favner interessen hos aktører i Det Blå Danmark.
  • Kan engagere og inddrage alle relevante stakeholders i Det Blå Danmark, der har en interesse i at deltage i projektet Blue INNOship II.
  • Kan belyse fremtidens maritime udfordringer og samle relevante aktører om at skabe løsninger.

Hvad tilbyder vi dig?
Et udfordrende og selvstændigt arbejde. Placering i et dynamisk miljø hos Maritime DTU. I dit daglige arbejde vil du organisatorisk være en del af Maritime DTU, men vil referere til projektets styregruppe, som på nuværende tidspunkt består af DTU, Copenhagen Business School (CBS), Danske Rederier, Danske Maritime, FORCE Technology, Søfartsstyrelsen og Dansk Metal. Samtidig vil du kunne benytte styregruppen til sparring.

Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til overenskomst for Akademikere i staten. Stillingen er en projektansættelse, som forventes at løbe fra august/september 2017 til og med maj 2018.

Ansættelsessted er Maritime DTU, Bygning 116B, 2800 Kgs. Lyngby.

Ansøgning og kontakt
Vi skal modtage din online ansøgning senest den 1. august 2017. Åbn linket "Ansøg online", hvor du udfylder ansøgningsformularen samt vedhæfter motiveret ansøgning, CV og eksamensbeviser.

Du kan høre mere om det faglige indhold i stillingen hos Mette Sanne Hansen, mesa@dtu.dk, 2679 3391.

Alle interesserede uanset alder, køn, handicap, race, religion eller etnisk tilhørsforhold, opfordres til at søge stillingen.

1Blue INNOship blev stiftet i 2014 som en forsknings- udviklings- og innovationsplatform, der skal sikre dansk konkurrenceevne og nyudvikling i den maritime industri. Blue INNOship II igangsættes med støtte fra Den Danske Maritime Fond.

DTU er et teknisk eliteuniversitet med international rækkevidde og standard. Vores mission er at udvikle og nyttiggøre naturvidenskab og teknisk videnskab til gavn for samfundet. 10.600 studerende uddanner sig her til fremtiden, og 5.800 medarbejdere har hver dag fokus på uddannelse, forskning, innovation og forskningsbaseret rådgivning, som bidrager til øget vækst og velfærd. DTU stiller krav og giver muligheder uanset hvor i organisationen, man arbejder. Vi står for høj faglighed, kollegial respekt og ansvarlig handlefrihed.