Forskningens døgn

Kom til Forskningens Døgn på DTU

onsdag 24 apr 13

Når startskuddet til Forskningens Døgn 2013 lyder d. 2. maj, åbner DTU for første gang dørene op til et begivenhedsrigt arrangement, hvor der vil være rig mulighed for at få en fantastisk oplevelse, med alt fra fiktive gerningssteder til eksploderende kemiske reaktioner, live-obduktion af døde dyr, oplevelser i det lyddøde rum og en hel bunke andre spændende, skæve og overraskende ting fra ingeniørvidenskabens verden.

Hvad: Forskningens Døgn på DTU

Hvornår: 2. maj kl. 10.00 – 20.00

Hvor: DTU Lyngby Campus, Anker Engelunds Vej, 2800 Lyngby og DTU Risø Campus, Frederiksborgvej 399, 4000 Roskilde

Fra sommerfuglens farver til bedre indeklima

Har du undret dig over hvordan sommerfuglens vinger får sin farve? Ellers måske er du nysgerrig på hvordan indeklimaet påvirker os, og hvordan forskerne i nye bygninger forebygger dårligt indeklima – eller hvordan man i fremtiden kan bruge affald som byggematerialer? På DTU kan du til Forskningens Døgn få svar på en hel masse af dine spørgsmål - og sikkert på en hel del, du slet ikke havde tænkt på! 

”Vi glæder os utroligt meget til at vise både vores campus og forskning frem d. 2. maj. Det er jo en helt unik chance for at vise, hvor spændende og samfundsrelevant ingeniørvidenskaben er. Forhåbentligt kan det også være med til at støtte op om en spirende interesse hos kommende studerende. Men vores forskning, har jo relevans for hele vores samfund. Derfor har vi også forsøgt at lave et alsidigt program spækket med hands-on oplevelser, hvor man kan se, røre, smage og høre om vores forskning,” forklarer dekan Martin Vigild og tilføjer, at det også giver nysgerrige borgere en enestående mulighed for se, hvad der gemmer sig bag murene på universitetets ikke ubetydelige område i Lyngby-Taarbæk Kommune.

Pomfritter, hjemmebrygget øl og grise med D-vitamin

På dagen er der lagt op til et festligt arrangement, hvor den enkelte selv kan sammensætte programmet ud fra interesse og ønsker. Du kan f.eks. finde ud af om man på et ansigt kan se, om personen er ansvarsfuld eller eventyrlysten, lære at lave sundere pomfritter, smage DTU’s hjemmebryggede øl og finde ud af, om vi kan lave grise med øget indhold af D-vitaminer.

Du kan også få et indblik i det fascinerende nano-univers, og se med egne øjne hvordan helt hverdagsagtige ting ser ud, når man zoomer helt ind, eller teste dine evner som retsmediciner på et fiktivt gerningssted, folde antennerne ud i det radiodøde rum og lære om din egen hørelse i det lyddøde rum. 

Arrangementet afholdes sammen med Lyngby-Taarbæk Vidensby og det glæder administrerende direktør Caroline Arends:

”En central idé i Vidensbyen er at skabe stærkere koblinger mellem Lyngby som en grøn handelsby og Lyngby som Vidensby. Vi ønsker, at flere borgere mærker, at de bor i en universitets- og uddannelsesby, og en af målsætningerne er at få byen ind på campus. Det er for os et vigtigt formål med det fine samarbejde om Forskningens Døgn på DTU, og vi glæder os til en spændende dag,” siger Caroline Arends. 

 

Relaterede Videoer  

Vis flere