Foto: Tuala Hjarnø

Roskildes scener kan drives med strøm fra elbiler

lørdag 06 jul 13

Kontakt

Tore Vind Jensen
Journalist
Afdelingen for Forskning og Relationer
45 25 12 19

Kontakt

Henrik Larsen
Teamleder, chefkonsulent
Afdelingen for Forskning og Relationer
45 25 11 92

Til næste år kan Odeon-scenen på Roskilde Festival drives af to elbiler. Det er visionen hos de tre DTU-studerende, som har bragt en elbil ud til festivalen.

De fleste elbiler på markedet kan lagre strøm og bruge den igen, når den kører. Men elbilerne fra projektet Smart EV kan også levere strøm tilbage til elnettet. Og det er en fordel, hvis man har en ambition om at stille samfundet om til mere vedvarende energi.

“Man snakker jo meget om at vindmøller leverer energi som vinden blæser,” siger Joachim Skov Johansen, der er masterstuderende på Elektroteknologi.

“Men i perioder, hvor der kommer meget energi, kan man lagre den i elbiler, og trække energien ud igen, når der ikke er så meget vind. Det samme gælder for strøm fra solceller. Så elbiler kan fungere som en buffer i elnettet, og være med til at øge procentdelen af vedvarende energi,” siger han, og suppleres af sin medstuderende Kristian Gudmand-Høyer:

“Det kræver selvfølgelig mange biler, men hvis man har biler nok er det betydelige mængder strøm vi kan lagre på denne måde.”

Strøm til Odeon
Elbilerne kan på samme måde bruges som transportabel elforsyning, så man på f.eks. Roskilde Festival kan drive scenerne alene ved hjælp af elbiler. De studerende vurderer, at to elbiler er nok til at drive Odeon-scenen i lige under to timer. Og det er rigeligt til en koncert.

“Det er ikke særlig avanceret: Vi sætter elbilen i en stikkontakt, som selvfølgelig er lidt større end en almindelig stikkontakt, og så leverer vi den samme mængde energi ind i elnettet, som Odeon bruger. Scenen har et gennemsnitsforbrug på 40Kw og disse biler leverer 20Kw. Så to af dem kan levere den energi, som Odeon bruger,” siger Joachim Skov Johansen.

Det tager omkring en time at lade bilerne op igen og det kunne for eksempel gøres på DTU Risø Campus 12 kilometer fra festivalen eller andre steder, hvor man har adgang til vedvarende energi fra vind eller sol.

Relaterede Videoer  

video thumbnail image

video thumbnail image

video thumbnail image

video thumbnail image

Vis flere