Foto: Bikway

Medvind på cykelstien

fredag 29 nov 13

Yderligere oplysninger

DTU Skylab

Rammerne skaber en unik mulighed for tværfaglig videndeling og for, at de studerende gratis kan afprøve deres idéer i praksis og arbejde med innovation.

Læs mere om DTU Skylab:

Ungt firma vil hjælpe byplanlæggere med at introducere cykelstier i verdens storbyer.

”Vi vil vise, at byer kan være langt mere dynamiske, end de er i dag. Vores vision er at hjælpe byerne til at blive langt hurtigere til at etablere et komplet og effektivt cykelnetværk, så folk kan komme ud af bilerne og op på cyklerne.” 

Simon Hansen og Eimantas Liudvinovicius har deres blik stift rettet mod det store udland. De ser gerne den danske cykelkultur overført til resten af verden, hvor der er et kæmpe potentiale. 

Midlet er en slags test-cykelstier opbygget af mindre moduler. De kan samles med håndkraft og er både billigere, hurtigere og mere bæredygtige at bygge end traditionelle cykelstier. Desuden kan de lægges ud i eksisterende bymiljøer og fungere som et værktøj i byplanlægningen. På den måde kan cykelstien afprøves, før der tages en endelig beslutning. 

”Folk skal være trygge ved at færdes på cykel i en by. Så pointen er i virkeligheden, at de med vores cykelsti vil kunne prøve at køre på en rigtig cykelsti med en beskyttende kant, som øger sikkerheden,” forklarer Simon Hansen. 

Simon har en bachelorgrad i arkitektur, og Eimantas er civilingeniør inden for planlægning, innovation og ledelse. De har etableret virksomheden Bikway, hvor de sammen med et større team arbejder ulønnet for at realisere deres vision. 

”Husk endelig at skrive, at vi altid er på udkig efter folk, som vil brænde for sagen, og som kan lide udfordringer,” tilføjer Eimantas. 

De har været flittige brugere af DTU Skylab og dets værksteder, hvor der er blevet diskuteret, slebet, hamret og banket i lange baner, mens en række forskellige forsøgsmodeller af cykelstimodulerne blev skabt. 

”Det har været en uvurderlig hjælp, en super vigtig hjørnesten for os – nok mere, end vi egentlig helt er klar over,” erkender Simon og fortsætter:
”DTU Skylab er helt enestående. Det er nok det eneste sted, hvor der er adgang til så gode værksteder, også udstyret med den moderne produktionsteknologi. Uden DTU Skylab havde vi helt sikkert ikke stået med den demonstrationsmodel, som vi nu kan tage under armen og præsentere for relevante aktører.” 

Bikway er i dialog med kommuner, byplanlæggere og rådgivende ingeniører. Der er aftalt møder med amerikanske lobby-organisationer for cyklister, og virksomheden er på udkig efter investorer. Cykelsti-modulerne er fremstillet af genbrugsplast og træflis.

Nyt fra DTU Skylab

Mødested for mennesker med idéer 

DTU Skylab er et slaraffenland for innovative studerende. De kan boltre sig i prototype-værksteder med bl.a. en laserskærer, en CNC -fræser, 3D-printere og 3D-skannere. 

Dertil kommer lounge, eventlokale samt kontor- og mødefaciliteter. Alle herlighederne står til rådighed for studerende, som pusler med tanker om selv at starte virksomhed, eller som arbejder på et af de projekter, virksomheder har slået op på ’Wall of Opportunities’. Faciliteterne bruges også i forbindelse med kurser. 

Stedet har netop skiftet navn fra DTU Innovatorium.


Relaterede Videoer  

Vis flere