Dansk forskningsudstyr skaber global forretning

fredag 02 maj 14
|

Yderligere oplysninger

 

Funktionelle organiske materialer

Ved funktionelle organiske materialer forstås her kulstofbaserede materialer med elektriske egenskaber, der kan anvendes som elektriske ledere. Typisk ses de anvendt i solceller, i diverse lyskilder som lys-imiterende elektrokemiske celler (LEC) og i Organic Light Emitting Diodes (OLED), i visse typer brændselsceller og endelig som ’printed electronics’. 

Printed electronics bruges til applikationer som fleksible displays, dekorative og animerede plakater samt ’intelligente etiketter’ på fødevarer. Her måler etiketterne f.eks. iltindhold i fødevaren og skifter farve, hvis varen er ved at gå i forrådnelse.

Plastsolceller er en ny og lovende teknologi. De kan nemlig fremstilles både hurtigere og med langt færre ressourcer end traditionelle solceller. Nu har forskningsudstyr til massefremstilling af de alternative solceller resulteret i spinout-virksomheden FOM Technologies Aps. 

Solceller fremstillet af organiske materialer som plast har mange fordele frem for traditionelle solceller, der er fremstillet af silicium. De organiske solceller kan nemlig fremstilles meget hurtigt, så de vil kunne følge med det hastigt stigende globale energiforbrug. Samtidig kræver de væsentlig færre ressourcer, og endelig kan de fremstilles i stor skala ved brug af billige trykkemetoder kendt fra den grafiske industri. 

På DTU Energikonvertering har der i flere år været forsket intensivt i plastsolceller, en forskning, der kræver mange tests af materialer og teknikker. Og for at kunne vurdere teknologiens industrielle potentiale og rentabilitet har forskerne haft behov for at kunne fremstille solcellerne hurtigt og effektivt. Derfor har de udviklet en lille trykkemaskine, en såkaldt ’mini roll- coater’, som har gjort disse tests nem- mere og billigere. Tidligere kunne man f.eks. i løbet af en halv dag håndlave 5-10 testsolceller. Med mini roll-coat- eren kan man massefremstille 200-400 celler på halvanden time. 

Nu er det jo ikke kun på DTU, der forskes i plastsolceller, så udviklerne tænkte, at der kunne være et marked for mini roll-coateren, og det har nu resulteret i spinout-virksomheden FOM Technologies ApS. ”Vi så hurtigt, at der var et inte- ressant potentiale for at sælge mini roll-coateren til universiteter og forskningsinstitutioner i hele verden,” fortæller FOM Technologies’ direktør Torben Nielsen, der tidligere var innovationsmedarbejder på DTU. Han stiftede virksomheden FOM Technologies sammen med Martin Kiener, der har en baggrund i print- industrien. 

FOM Technologies fik licens til at sælge mini roll-coateren og et tilhørende karakteriseringsapparat. Virksomheden fik nemlig en aftale med det engelske firma Solar Press om at mar-kedsføre Solar Press’ instrumenter til karakteristik af solceller og organiske lysemitterende elektrokemiske dioder (OLED). Så FOM Technologies sælger nu forskningsudstyr til fremstilling og karakterisering af funktionelle organiske materialer – herunder trykkemaskiner i flere størrelser – til det globale marked for forskning og udvikling af funktionelle materialer. 

Udfordrende asiatisk marked 

Det tager imidlertid tid og kræver meget arbejde at få fodfæste på markedet, når man sælger udstyr til universiteter og større forskningsinstitutioner. ”Der kan gå op til halvandet år fra det første håndtryk, til ordren er i hus”, siger Torben Nielsen, der oplever, at især det asiatiske marked er svært at komme ind på. ”Men det betaler sig,” supplerer Martin Kiener. ”Danmark og dansk teknologi har et utrolig godt ry i Sydøstasien, så når kunden har mødt en personligt og ved, hvem man er, kommer handlen ofte i hus.” 

”Vi indså hurtigt, at markedet for mini roll-coateren er stort i Asien, så vi er med i Region Sjællands ’KinaVækst’- program. Sideløbende har vi etableret kontor i Udenrigsministeriets Innovationscenter i Shanghai. Her har vi kontrakt med en kinesisk ingeniør, Yangyang Pan, der finder og kontakter potentielle kunder,” fortæller Torben Nielsen. Den forbindelse har været alle pen- gene værd. FOM Technologies har netop solgt en mini roll-coater til et nanoteknologisk forskningscenter i Kina. 

Samarbejde med forskere 

Selvom virksomheden er globalt orienteret, vælger de to stiftere at beholde produktionen i Danmark. ”Delene kunne måske produceres billigere i udlandet, men vi ville ikke have den samme fleksibilitet og de samme muligheder for at holde øje med produktionen, justere og rette fejl, som vi har nu. For os er det vigtigt at have nem adgang til dialog, både med DTU-forskerne om produktet og med vores lokale underleverandører om produktionen,” siger Martin Kiener. 

Afhængigheden går i øvrigt begge veje, for selv om universitetet ikke skal være producent af forskningsudstyr – og derfor netop skilte produktionen ud i en spinout-virksomhed – fortæller DTU-forskerne gerne om mini roll- coateren til deres kolleger i ind- og udland. Og potentielle købere kan del- tage i workshops på DTU Energikon- vertering, hvor de kan blive undervist i mini roll-coaterens muligheder. ”Det er et rigtig godt koncept, som vi venter os meget af,” siger Torben Nielsen og tilføjer: ”Uden plastsolcelleforskerne ved DTU eksisterede virksomheden ikke. Forskernes prototype gik med økonomisk støtte fra Region Sjælland gennem et produktmodningsforløb, hvor den blev udviklet til et produkt, som vi kan sælge. Der er et direkte forløb fra forskerens idé over produktmodning til etablering af virksomhed, markedsføring og salg.”

Læs mere om brugen af mini roll-coateren her.

Relaterede Videoer  

Vis flere