Collage: DTU Byg/Simon Klein-Knudsen

Tværfaglig tilgang til bygge- og anlægsforskning giver nye muligheder for samarbejde

tirsdag 28 jun 16

Kontakt

Ole Mejlhede Jensen
professor
DTU Byg
45 25 18 63
Til august er DTU Byg vært for en international konference og en række ph.d.-kurser, der skal give et samlet bud på nutidens og fremtiden udfordringer og muligheder inden for bygge- og anlægssektoren. Programmet strækker sig fra elektrokemi over betonkonstruktioner til ingeniørarbejde i kolde egne.

Til august er DTU Byg sammen med Teknologisk Institut vært for en stor, international konference, der giver et samlet bud på nutidens og fremtiden udfordringer og samarbejdsmuligheder inden for bygge- og anlægssektoren.

Konferencen hedder Materials, Systems and Structures in Civil Engineering (MSSCE 2016) og beskæftiger sig, som navnet antyder, med såvel materialer, systemer og konstruktioner inden for forskning på bygge- og anlægsområdet.

Det lyder som en stor mundfuld at dække på én konference – og det er det også. Konferencen har ikke mindre end 13 sideløbende spor, der hver især beskæftiger sig med et konkret emne inden for materialer, systemer og konstruktioner inden for bygge- og anlægsområdet.

Forskellige faglige udgangspunkter giver værdi

"Det særlige ved MSSCE-konferencen er, at den samler mange af verdens førende kapaciteter inden for en række områder, der alle er relevante for bygge- og anlægssektoren. På denne konference er det muligt at blive inspireret af kolleger, der har et andet syn på tingene, end man selv har til hverdag."
Ole Mejlhede Jensen

På de 13 spor vil forskere fra hele verden dykke ned i alt fra elektrokemi over betonkonstruktioner til ingeniørarbejde tilpasset kolde egne. Og det giver helt særlige muligheder at samle så mange fagfolk, der arbejder med forskellige dele af bygge- og anlægsforskning, siger Ole Mejlhede Jensen, professor ved DTU Byg.

”Det særlige ved MSSCE-konferencen er, at den samler mange af verdens førende kapaciteter inden for en række områder, der alle er relevante for bygge- og anlægssektoren. Andre konferencer fokuserer typisk på en enkelt gren af området, men på denne konference er det muligt at blive inspireret af kolleger, der har et andet syn på tingene, end man selv har til hverdag,” fortæller professor Ole Mejlhede Jensen, som er den faglige ankerperson for konferencen.

Forskere på tværs af DTU Bygs seks faglige sektioner og to tværfaglige centre er involveret i planlægningen og afviklingen af MSSCE 2016, som forventes at samle omkring 500 deltagere fra ca. 60 lande.

Ph.d.-kurser som trækplaster for både yngre og erfarne forskere

Ud over selve konferencen udbyder DTU en række ph.d.-kurser i forbindelse med MSSCE 2016. 

Indholdet på ph.d.-kurserne læner sig op ad konferencens forskellige faglige spor. Det bliver dermed muligt at inddrage forskere på mange forskellige niveauer.

”Kombinationen med konference og ph.d.-kurser har vi haft stor succes med før. Det er meget givende for de ph.d.-studerende, som ud over at få direkte læring på ph.d.-kurserne bliver effektivt kanaliseret ind i det videnskabelige miljø på konferencen. Og de store kapaciteter synes, det er en ekstra attraktion for deres deltagelse i begivenheden, at de også kan give deres viden videre som undervisere på ph.d.-kurserne,” siger Ole Mejlhede Jensen.

Der er cirka 100 deltagere tilmeldt ph.d.-kurserne, og flere kurser er allerede fuldt bookede.

Fakta om MSSCE 2016

Konferencen Materials, Systems and Structures in Civil Engineering (MSSCE 2016) afholdes den 21.-24. august, mens de tilhørende ph.d.-kurser afholdes fra 15.-19. august og fra 25.-29. august. Både konferencen og ph.d.-kurserne afholdes på DTU i Kgs. Lyngby.

Tilmeldingsfristen for konferencen er fredag den 8. juli. Tilmelding og mere information om konferencen findes her.

Relaterede Videoer  

Vis flere