Milepæl for byggeriet af Life Science og Bioengineering

onsdag 23 apr 14

Kontakt

Claus Møller Rasmussen
Bygherrechef
CAS
29 70 19 99
Kontrakten på råhuset til DTU's største byggeprojekt er netop blevet underskrevet. Byggeriet, der skal huse DTU Aqua, DTU Fødevareinstituttet og DTU Veterinærinstituttet, går i gang i maj.

Efter to års planlægning går byggeriet af råhuset til DTU’s største byggeprojekt, Life Science og Bioengineering, i gang i næste måned. I dag blev fagentreprisekontrakten for råhus-entreprisen af bygning 202 underskrevet af bygge- og anlægsvirksomheden MT Højgaard og DTU. Med til at underskrive kontrakten på 140 mio. kr. var bl.a. adm. koncerndirektør fra MT Højgaard Torben Biilmann og rektor på DTU Anders Overgaard Bjarklev.

”Underskriften er den første rigtig store entreprise i det store Life Science-projekt til 1.3 mia. kr. Derfor er det en milepæl for alle i projektet. Det er nu, hvor der sker et faseskift i projektforløbet efter flere års planlægning. Det vil sige, at vi går fra projektering og planlægning til reel produktion af byggeriet,” siger projektchef for Life Science-projektet Claus Møller Rasmussen.

Et stort skridt
Med byggeriet tager DTU et stort skridt mod at samle universitetets science- og bioengineering-aktiviteter i Lyngby. Bygningskomplekset skal samle 800 medarbejdere fra de tre institutter DTU Aqua, DTU Fødevareinstituttet og DTU Veterinærinstituttet. Institutternes forskning spænder lige fra bæredygtig udnyttelse af havet over ernæring, fødevaresikkerhed og antibiotikaresistens til overvågning og bekæmpelse af husdyrsygdomme.

Byggeprojektet omfatter nybyggeri og ombygning af omkring 47.000 m2 i fire etager. Life Science & Bioengineering vil bestå af opførelsen af en ny bygning 202 på i alt 25.000 m2. Den nye bygning bliver forbundet med to eksisterende bygninger 201 og 204, der samtidigt gennemgår totalrenovering. Nord for komplekset opføres yderligere en ny bygning 205 også med laboratorier.

Ud over de nye forskningsfaciliteter skal Life Science & Bioengineering også skabe plads til faglige og sociale møder. Et stort atrium i den nye bygning 202 bliver centrum for det sociale liv i DTU’s bio-videnskabelige forskermiljø. Her bliver bygningen indrettet med mødefaciliteter, undervisningsrum, cafeområder og en stor kantine. Byggeriet skal stå færdigt i 2016.

Relaterede Videoer  

Vis flere